I et øjeblik så det sort ud. Min længeventet, længe planlagt London-tur syntes at forsvinde ud i horisonten med allerede brugte penge. Det var frustrerende, at jeg om morgenen endelig havde tænkt jeg kunne rejse mig fra sengen og begive mig ud i verdenen, men måtte ligge mig igen over middag med hvad der syntes at være høj feber og underligt blodsukker.

Det eneste jeg havde lyst til var hurtige kulhydrater maskeret i bland selv slik og is, og det eneste der fik mit blodsukker alvorligt ud af balance var netop det: Bland selv slik og is. Det synes som om tomme kulhydrater skulle have dobbelt op med insulin imens min krop kæmpede imod bakterier, snot og feber. En diabetikers mareridt – på side med running sushi, Kage tag selv bord og bare alt der hedder “tag selv” eller buffet. Nu skriver jeg ikke dette, fordi jeg ønsker, at folk omkring mig skal tage hensyn. Er der noget jeg mindst vil er det, at de skal begynde at tage hensyn. Jeg skriver, fordi jeg er igang med at lære. Lære hvad min krop fortæller mig af blandede signaler, og hvordan jeg forholder mig som den bedrevidende voksne, så at sige.

I al den tid jeg været diagnostiseret med diabetes type 1 (1 år 1 måned og 26 dage) har en af de ting jeg har frygtet mest været sygdom. Jeg kan mærke, når jeg har lavt blodsukker. Jeg bliver træt som en bjørn der skal til at gå i hi når jeg har for højt blodsukker. Jeg er begyndt at få styr på blodsukkeret under middel-træning. Og maden begynder langsomt at falde på plads. Men sygdom. Jeg har læst og hørt mange ting der gjorde, at jeg som en eller anden stædig tøs insisterede på, at jeg selvfølgelig aldrig mere blev syg. Men sådan fungerer det ikke. Ind i mellem må selv de kappe klædte kæmper ringe til chefen og melde sig syg.

De sidste 5 dage har været en læringskurve uden lige. Blandt andet har jeg fundet ud af, at selvom jeg prøver så vidt muligt at leve normalt uden at se kulhydrater som den værste opfindelse i verdenen, så skal jeg måske lige skære ned for entusiasmen når feberen rammer. Det der med chokolade, is, chips og bland-selv-slik er ikke gode venner at introducere min krop med når den ligger og bekæmper uinviterede virusser og bakterier. Og så handler det om at drikke vand.

Og hvem var det så der sagde, at ældre hunde ikke kunne lære nye tricks. Eller er det for tidligt at udbryde i en alder af 32? Ihvertfald stiler jeg så kraftigt efter at kunne tage med flyet til London på fredag, at jeg allerede stort set har pakket. Og jeg beder en stille bøn om, at jeg nu ikke har jinxet denne lille sejr.