I’ve heard life compared to seasons. That spring-feeling that spreads through you when love takes every thought, every action hostile. I know about parts of life being compared to a dessert. Every step is taken in agony – yet, all you can do is put one foot in front of the other.

Personally, I’ve always found life to be like a hallway. Some you rush through like a wind, others you’ve been camping in for so long that you know every detail of that one room. Sometimes you find yourself in more than one hallway at once. At work things are flying, while in your home-life-hallway you may find every door locked or barricaded.

We’ve all been there. That one barricaded hallway where there seems to be no breakthrough.

To me, that “all to familiar”-hallway is my singleness. I know every surface of that room, every colour, every detail. I even try to splash things up a little, brigthen it up, making it home.

Every once in a while, I try to push through to see if ‘now is the time’, but the doors in this one hallway always seems so unnaturally barricaded. Every once in a while something happens, but I always end up back in that room, counting the boards in the sealing, waiting for the extraordinary.

I don’t understand why. I don’t understand why I can’t, when so many around me gets to. But I know how it feels when it’s a God-timing.

Though, my heart is not there yet my reasoning, mind and senses knows that Gods timing is the one to count on. I know how it feels when God wants something in my life.

Sometimes God scatters opportunities in front of me, sits back and watches me take up the pieces, studying them and choosing. Other times, it is like I don’t even have to push any door open. It will be opened for me and I will be forced through, kicking and screaming like the kid in a supermarket not getting that one candy bar.

Over the years, I’ve learned that change doesn’t necessarily happen because I do something extraordinary. I can prepare the circumstances. I can even try to prepare myself. But in the end, God is the one doing the extraordinary, and if he doesn’t think it’s time – it won’t be.

The hardest part is not waiting or going through the process of the wait. It is not trying to believe it will happen in my own life or to someone else. Having chosen him to lay the road before me, I can’t know when, where or with whom neither in my life nor for the people around me. While the wait is hard, the hardest part of it is the fact that we are waiting for his timing. Not mine.

In the midst of it all, taking desires and life-wishes off the table, the ultimate hardest part is praying ‘Thy will be done’ and trusting that no matter what, the road laid before me is the best road taken.

I don’t know why I’m single. I don’t know why you are. I don’t know whether I’ll ever not be. But I trust that God knows what he’s doing. Even if my fleeting heart doesn’t always agree I know that the process he is taking me through is the best for me. Though this road is narrow and less travelled, I choose to trust the one that can do extraordinary things instead of my own abilities to create a destiny.

Share

Jeg har funderet meget over, om jeg skulle dele denne del af mit liv og i så fald; Hvordan? Hvordan kan jeg skrive det ned uden jaloux-undertoner og nedgørende formodninger mellem linjerne? Hvordan vil det blive modtaget? Hvad vil folk tænke?

Samtidig synes jeg, at den perfekte verden, sociale medier synes at fremstille, påvirker kristnes behov for at vise det kristne liv som perfekt, uden fejl og smerte. Og hvis der så er smerte, er det som regel lovligt, hvis smerten og sorgen går hånd i hånd med døden eller barnløshed.

Typisk følger smerten over at være barnløs også et forsøg på at mediere den smerte man som enlig kan gå med, fordi ægteparret pludselig forstår den smerte der opstår, når man inderligt bare gerne vil noget, men ikke synes at kunne få det opfyldt. Jeg siger ikke at barnløshed ikke er hårdt og smertefuldt. Det ved jeg ikke noget om og vil ikke underkende den følelse og sorg på nogen måde! Men det jeg forsigtigt spørger er, om de to ting egentlig kan sammenlignes? For hvis I vil, er I jo to om smerten. Jeg er bare mig.

Jeg ved ikke, hvordan det er at leve i et ægteskab og de udfordringer og kampe der ligger i det at være to. Samtidig har ægteparret måske også glemt, hvordan det var at være alene. De var måske ikke alene særlig lang tid af deres voksne liv. Måske var det ikke noget der decideret gik dem på?

Når jeg deler mine frustrationer, observationer og tanker med mennesker i min omgangskreds, bliver jeg mødt med genkendelse og somme tider velment udfordring, som stadig anerkender de tanker, smerter og frustrationer, jeg går med. Men når jeg læser om det, er det typisk med forklaringer, udredninger og gode råd. Siderne fyldes aldrig bare med bare historien om smerterne og frustrationerne. Eller historien om glæden og lykken. Det er som om, det er noget der skal overstås. Noget man skal igennem for at komme til slutningen af filmen. Et kapitel der lige skal skimtes.

Måske handler min tilbageholdenhed for at dele også om, at noget dybt inde i mig skammer sig. Skammer sig over ikke at kunne møde mine egne forventninger til mig selv. Skammer sig over det store, sorte hul der vokser i mig, hvor ensomheden og singlelivet skriger endeløst ud af. – Det vil jeg gerne udforske, og du er velkommen til at komme med.

For jeg er ufrivilligt single, og jeg er ikke længere ok med at være det.

Share

Mange ting er sket på relativt kort tid. Man kan gå fra at lede efter arbejde, til pludseligt at sidde med rigtig fine muligheder på 24 timer. Jeg havde en samtale med vikarbureauet mandag, blev kaldt til samtale hos firmaet tirsdag og startede onsdag. For lidt over 3 måneder er der ro i sind og sjæl. For selv om jobbet stadig forvirrer mig og kræver tid at komme ind i, syntes min sjæl som et træ med dybe rødder jorden pludseligt placeret midt i en orkan.

Vel vidende at skoene jeg skal udfylde er store og umulige at gå i præcis som tidligere, er jeg sikker på jeg nok skal komme tumlende i mål, og hvis jeg får lov og tid, gøre det til mit eget.

Jeg har gået lidt og tænkt på det hele. For jeg har ‘overlevet’ lang tid i systemet der er arbejdsløshed, og spurgt mig selv, hvad i alverden jeg gjorde anderledes siden jeg først de sidste par uger har mærket en deprimerende stemning ind over min situation. Nu er det ikke fordi jeg har opfundet den dybe tallerken. Og det var aldrig en beslutning jeg selv tog, at jeg skulle være ledig i så lang tid. Samtidig har jeg kun fået et vikariat på 3 måneder, så der er ro på for en stund.

Men alligevel er det rart at kende til værktøjerne, så jeg om 3 måneder ikke begynder fra start og skal fornemme og føle, hvad der er med til ikke at gøre mig sindsyg.

At fejre de små sejre
Helt fra begyndelsen vidste jeg, at jeg med min fancy uddannelse skulle bevise overfor kommende arbejdsgivere, at jeg kunne noget specielt men også kunne varetage helt almindelige arbejdsopgaver. Samtidig blev det mig hurtigt klart, at læring på universitetet er én ting, men det at komme ud og i kontakt med arbejdsmarkedet er simpelthen noget helt andet. Så jeg satte mig i bilen-mod-arbejde med al mulig hensigt om at få arbejde hurtigt men med den indstilling, at jeg skulle være tålmodig. Derfor gjorde jeg en dyd ud af at fejre de små sejre. At kunne netværke. At komme i kontakt med spændende arbejdspladser. At komme i tale med dygtige, kvalificerede arbejdsgivere. At forme mit CV til at være spændende og alsidigt. Kort sagt. Det handlede ikke om, hvor mange samtaler jeg kom til, men om de små ting.

For hvert skridt jeg tog i den rigtige retning, var der næsten et lille mål med konfettikanon på den anden side.

Rom blev ikke bygget på en dag
For selvom jeg havde, og stadig har, store drømme for fremtiden, og et eventyrligt, udfordrende og spændende arbejdsliv, kommer man ikke derhen på en dag. Det handler om at bygge grundstenene til fremtiden og være åben for alle muligheder. Jeg hørte, og hører stadig, ofte brok og irritation over mulighederne for virksomhedspraktik, fordi der er mange der føler sig udnyttede af arbejdspladserne.

Selv så jeg dem som fantastiske muligheder for at komme ind bag ansøgningerne og se, og for en kort stund bidrage til, maskineriet.

Samtidig bliver det lagt mærke til, når man uden reel økonomisk gevinst bidrager til en arbejdsplads. Det kan godt være det ikke gav arbejde i første omgang, men det kan være det bliver til det i næste omgang. Man skal aldrig sige aldrig. Jeg var ét sted, hvor jeg ville have fået muligheden for et barselsvikariat, hvis jeg kunne fransk (kan du forestille dig irritationen over mit tidligere jeg i folkeskolen, der ikke tog fransk seriøst???).

At skabe en hverdag når man ikke nødvendigvis skal møde kl 8
For det jeg har gjort, som langt hen af vejen har hjulpet mig med at bevare fornuften, er at skabe en hverdag i hverdagen. Ikke at lande foran flimmerkassen og se dagen forsvinde og skidtet indeni og omkring mig vokse. Jeg gjorde rengøring og tøjvask til en del af hverdagen i ‘arbejde’. Jeg gjorde træningen til en arbejdsopgave der skulle nås. Jeg meldte mig til kurser online, som jeg ikke nødvendigvis havde brug for, men egentlig syntes kunne være meget fine at have. Jeg tog på biblioteket for at skrive ansøgninger. Jeg mødtes med mennesker der kunne tale liv ind i min situation og sætte nye ord på min kunnen. Jeg tog til interessante kurser og events, hvor jeg kunne møde ligesindede, få mere viden og opsøge spændende, mulige arbejdsgivere. For når dagen gik på held, kunne jeg se tilbage og sige til mig selv, at jeg faktisk havde gjort noget. Men det gjorde også, at jeg kunne holde fri og trække mig tilbage, når dagen ligesom var slut.

Husk nu at leve
For samtidig med at man skal jonglerer med muligheder, at skulle stå til rådighed, at skrive ansøgninger og foretage uopfordrede henvendelser, skal man huske, at det også er vigtigt at trække sig tilbage, puste ud og holde fri.

Igennem de sidste to år har jeg gjort en dyd ud af, at have projekter vedsiden af arbejdsløsheden for både at kunne lade op, men også for at minde mig selv om, at jeg ikke var min arbejdsløshed, men at jeg blot var uden arbejde for en stund.

Den sidste måned har det været svært ikke at lade mit manglende arbejde fylde, men det er først her på det sidste, at det har fyldt. Og det er også her på det sidste, at depressive tanker har sneget sig ind i mit sind.

Hvordan taler du om det?
Noget af det jeg sådan set stadig er i læringsproces om, er at se al den udvikling der er sket. At lade alle de ting jeg faktisk laver fylde mere, end mit manglende arbejde, når folk spørger, hvad jeg så laver. For jeg er ikke mit arbejde og jeg har lavet vildt mange ting, der ikke nødvendigvis har givet mig løn, men som jeg elsker.

Jeg tror på rigtig mange måder, at den måde vi vælger at omtale omstændigheder i vores liv, former den måde vi tænker på det og i hvor høj grad vi lader det fylde.

Det er noget jeg stadig øver mig i på flere områder af mit liv end blot min arbejds-situation. For det kan godt være jeg er hende med den ultimativt seje uddannelse, hvor jobbet ikke lever op til folks forventninger, men jeg har så meget andet, jeg er stolt over. I sidste ende er det også det der er vigtigst. Ikke hvad folk omkring en forventer, men hvad man selv skaber.

Share

Kender du de der typer, som nærmest får alt serveret her i livet imens de selv ligger som en romersk kejser og spiser vindruer. De der kun lige gør det nødvendige og stadig lykkes med alting. Jeg er ikke en sådan person. Jeg har skullet kæmpe for alt i livet. Kampe der har gjort mig til den jeg er i dag. Når det er sagt er der stadig ting der er blevet mig givet: At jeg er født i et fredfyldt land med basale rettigheder for alle. At jeg ikke har skullet flygte eller opleve krig og ødelæggelse. Om det er jeg ret bevidst.

Men når det kommer til at få et arbejde, er der virkelig mange måder at være arbejdsløs på.

Der er romeren som blot får alt givet ved blot at løfte en finger. I denne tid vil det være personen der bruger hver dag med netflix, popcorn og blot søger de der 2 ansøgninger man skal om ugen.

Der er dem der arbejder deres røv i laser. Jeg kalder dem marathon-løberne. De planlægger, gør det rigtige. Spiser det rigtige. Og kommer i mål med det de havde sat sig for og opnår store resultater.

Og så er der dem, der er som mig. De gør egentlig også det rigtige – bortset fra at spise bland-selv-slik til aftensmad. Men de er stadig bagud. Kommer tumlende igennem som om de er sløsede, uoplagte og uplanlagt. Det er de egentlig ikke. Det er bare fordi de altid er 2 skridt bagud. Når mulighederne opstår, er der altid en eller anden væsentlig grund til, at de alligevel ikke kommer i betragtning. Du ved, de der “Ah… Så tæt på… Hvis du bare lige kunne tale fransk… Så….”-typer.

Sådan én er jeg. Og hvor jeg egentlig godt kunne drukne mig i sorg og misundelse over alle dem “der lykkedes”, vælger jeg at poppe en flaske vin, spise de sidste stykker i min slikpose, og glæde mig over, ikke at være mit job, men at jobbet kommer til at være lige mig! Der er bare så meget andet jeg har valgt at lade mig definere af. Så ja, det er blot endnu et bjerg der skal bestiges. Men på et tidspunkt kigger jeg tilbage, og vil glæde mig over, at jeg ikke brugte mere energi på at se alt det jeg ikke havde og fokusere på det jeg har.

Og med de ord, slukker jeg computeren. Pakker det sidste i min back-packer og vier weekenden til en London-veninde-tur, Harry Potter Universal studio og giver det der arbejdsløshed en lille finger (for jeg giver ikke fuck-finger – det har ingen gjort sig fortjent til. Det er ikke min arbejdsløsheds skyld, at jeg ikke er god til at spare op eller få en stilling!).

Tak for nu. Vi ses om nogle dage.

Share
  1. Kære Kat. Når du laver madplaner og indkøbslister sparer du faktisk mange penge! DU VED DET – så stick with them. Det er nemmest.
  2. …og vidste du egentlig godt, at hvis du som minimum skal have 600 gr frugt og grønt om dagen, er det 21 stk frugt og 2100 gr grønt om ugen? Easy peacy. Så nej, køb ikke 21 bananer ved ugens begyndelse!
  3. Stop nu med at bruge penge på fancy kaffe. Du ved, du alligevel får en anelse hovedpine og at du faktisk ikke helt kan lide eftersmagen. Gratis, hjemmelavet kaffe er the shit – og billigere btw.
  4. Så skal du bare lige vide, at hvis du vil læse 150 bøger i år skal du læse minimum 13 bøger om ugen! 13. Nemt. Det er kun snart marts og du har læst 28! Godt gået!
  5. OG det der med job er ved at være ret akut. Som i du skal have et arbejde NU! Desuden er du ikke særlig god til det der med at søge arbejde hjemmefra! Stop med at være kræsen! Søg ALT!

Du kan godt… KOM SÅ!

Jeg møder marts med optimisme, panik-anfald og sundhedsflip!

 

Share

Så meget sker lige nu. Der er så mange bolde i luften at den tidligere mig ville have fået stress. Der er så meget jeg skal holde styr på. Så meget at lave. Så meget, at jeg indenfor de sidste 2 måneder er blevet meldt ud af jobnet 2 gange, fordi jeg har glemt at checke de der jobs de selv finder til én. Til trods for, at jeg ikke ligefrem er passiv i min jobsøgning, hvis jeg selv skal sige det.

Men på frivilligfronten, på hjemmefronten, på jobfronten og på freelance-fronten sker der noget for tiden. Jeg føler mig som den vildeste jonglør der formår på bedste vis at slappe af, følge med i serier, bogprojekter osv. samtidig med at jeg på karrierefronten griber samtlige bolde der bliver kastet min vej. Og jeg ELSKER det.

I dag har jeg fået lov til at prøve kræfter med journalist-faget. Det er noget jeg ikke er uddannet indenfor, men alligevel langsomt bliver ført længere og længere ind i. Jeg elsker bare, at få lov til at skrive, og så elsker jeg, at kunne prøve noget helt nyt og blive udfordret. I mit løntilskud skal jeg virkelig holde tungen lige i munden, for at sikre mig, at alt kommer med. Min evne til at organisere og koordinere kommer virkelig i spil. Heldigvis har jeg fundet ud af, at jeg er relativt god til at lade arbejde være arbejde, og derfor kun forholde mig til det, når jeg står foran computeren og navigerer mig ud på ukendt farvand. På hjemmefronten er jeg igang med mit “100 bøger på et år” og er på 79-80 bøger i alt efterhånden. Det får mig mange steder hen, opleve mange forskellige skrivestile og jeg elsker at kunne dykke ned i så mange verdener og fantastiske fortællinger. På kirkefronten, bliver jeg også hevet i lidt mange retninger, men det er alt sammen noget jeg elsker at lave.

Faktisk tog jeg mig selv i at tænke, “Det her er bare fedt” om alt det frivillig arbejde jeg også laver! Det er så fantastisk fedt. Dem jeg hænger ud med er inspirerende og det giver så meget mening.

Så til trods for at jeg her den anden nat lå med tankemylder om hvor dårlig en veninde jeg er for tiden, er livet bare så utroligt fedt. Et par dage efter blev jeg bekræftet i at jeg ikke er helt så dårlig en ven som jeg ellers troede. Men altså. Aldrig har jeg haft så travlt. Aldrig har det hele givet så meget mening. Aldrig har jeg været så lykkelig.

Jeg er vidst bare ikke skabt til at sumpe foran fjerneren.

Share

Alt imens de fleste danskere valfarter ned mod sydens sol og hedebølge, befinder jeg herhjemme, på et kontor i en kælder, hvor jeg taster løs på tastaturet, fordi jeg efter snart to måneder stadig ikke kan få snabela’et frem via genvejstasterne. Den vil stadig ikke. I dag tog den sidste ansatte i den afdeling, jeg fortiden har æren af at befinde mig i, på ferie, og jeg var pludselig “the last woman standing” imens alle synes at tage en 3 ugers pause fra mails, telefonopkald og jeg ved ikke hvad. Rundt om frokostbordene i kantinen har jeg her den sidste tid hørt brudstykker af samtaler der har handlet om 3-ugers lange ferier fra arbejdet. Imens samtalerne går om feriedestinationer og regnvand i haverne, tænker jeg tilbage på dengang for to måneder siden, hvor jeg var overbevidst om, at jeg aldrig ville komme ud af de labyrintgange min arbejdsplads er. I dag sniger jeg mig ind af bagindgangen og har en nogenlunde fornemmelse af, hvor alting befinder sig. Livet er godt.

Så alt imens mine midlertidige og dygtige kollegaer hungrer efter lange ferie-pauser, finder jeg mig selv blot hungrende efter den forekommende weekend i selskab med gode venner og løbeskoende. Det til trods for de sår jeg har fået på begge fødder, fordi jeg absolut skulle være så ambitiøs at løbe 13 km i nye løbesko og dagen efter forsøge at løbe 15 i de gamle med vabler/sår på hælene. Jeg indrømmer, at jeg går meget langsomt i dag.

Denne sommer byder på en anderledes oplevelse end jeg er vandt til. Jeg har ikke længere den luksus af en 2-3 måneder lang sommerferie. Da jeg ydermere endnu ikke har æren af et reelt arbejde, er det lidt svært lige at tage en uge ud af kalenderen til en velfortjent pause fra jobcentret, jobsøgningen og cv’er. Nogle gør det og jeg under dem det. Jeg selv tager mig til takke med de dejlige weekend-ture jeg kan tage og lader op på farten, blandt andet i rødbillet-bussen på vej mod Jylland. For det er et valg jeg har taget, og egentlig nyder jeg også muligheden for endelig at kunne engagere mig i noget konkret arbejde og se, hvordan et projekt kan komme godt på vej, blandt andet fordi jeg er kommet med konkrete forslag. Jeg nyder min nuværende virksomhedspraktik – og jeg ville ønske, jeg kunne blive der mellem alle de fantastiske mennesker og lære en masse mere! Samtidig glæder jeg mig til det kommende løntilskud, hvor nye opgaver og nye oplevelser venter. Livet er godt og der er massere af eventyr i vente, selvom de ikke involverer brun læderhud og hedebølger.

Lige nu arbejder jeg frem mod et reelt arbejde og jeg glæder mig til en kommende fremtid der ikke blot handler om at nå frem mod næste lønseddel. Jeg glæder mig til engang at kunne planlægge en længere tur og jage de der varme solstråler i de hedebølge-ramte lande i min egen bil. Jeg glæder mig til den tid, hvor jeg ikke skal vende hver en øre og holde mig selv i nakken for at få det til at hænge sammen. Men lige nu glæder jeg mig over at have noget at stå op til om morgen. Til følelsen af at jeg og mine evner kan bidrage til noget helt konkret. Og at jeg kan få lov til at møde så mange fantastiske talentfulde mennesker.  Og så glæder jeg mig nok bare til at nå frem til min venindes lejlighed, tage skoene af og nyde deres TV!

Tankefulde sommerhilsner herfra og god ferie til de heldige.

 

Share

Mit sind slog en kolbøtte af lettelse, da det var sivet ind, at aftenens begivenhed var aflyst. Ikke at jeg havde sagt ja af høflighed. Jeg havde faktisk glædet mig. Men min introverte side havde hele morgenen og formiddagen spillet mig et puds. Som en scene fra dr Jekyll og Mr Hyde, kiggede mit uforudsigelige introverte sind frem fra dets gemmer og meldte sit ankomst med en følelse af ikke at kunne overskue weekendens begivenheder. Alt hvad det havde lyst til var at nulre rundt, drikke light cola og spise glutenfri grove toastbrød med Becel (istedet for smør).

Hele ugen har mit sind slået knuder og skabt unødvendige neuroser over de nye kapitler jeg har åbnet på livets vej. Min introverte del af min personlighed har måttet lide under at starte et nyt sted og skullet lære nye mennesker at kende. Energien har langsomt sivet ud af mig og efterladt mig uoverskueligt træt. Al min energi har gået på, at forvisse mit sind om, at alle de problemer min fantasi kan finde frem, ikke kommer til at være tilfældet. Alt imens tiden som titusind vilde heste skubbede mig frem, har jeg selv fumlet med hænderne, for at trække i håndbremsen i et ønske om at kunne tage 2 sekunder for at komme op til overfladen og kunne følge med. Så da mit introverte sind’s grumme ansigt dukkede frem fra dets skjul som en eller anden Mr Hide, eller Hulk, havde jeg i et split sekund lyst til at græde over hvor uoverskueligt det var, at jeg skulle være ekstrovert om 8 timer (!!!!). For selvom der syntes at være god tid til at slappe af, drikke falsk cola, vande okidéerne og lytte til “Of Mice and Men” på lydbog, syntes min indre introvert at dette var langt fra nok.

Det lyder som om jeg bare slet ikke ville afsted i aften, og selvom mit indre jubler over ikke at skulle hive ekstroverten, og nyligt forfremmet netværker, frem, er det slet ikke tilfældet. Sandheden er, at jeg jubler over at kunne pleje min introvert, for at samle overskuddet til at møde verdenen endnu engang i morgen og ugen der kommer. For at kunne møde min veninde til en anden aften hun vælger med overskud, og kunne hive sjove Kat frem. Sjove, imødekommende og overskudsagtige Kat, der gerne vil lære flere nye mennesker at kende.

At være delvist introvert, delvist ekstrovert er ikke så lige til. For ligeså meget som jeg faktisk nyder at møde nye mennesker og udfordre min indre introverte, tryghedsnarkoman, ligeså meget bliver jeg nødt til at pleje mit introverte indre, for at kunne møde verdenen med overskud. Jeg er bare ikke altid god til at finde den balancegang der gør at weekenden ikke vælter på grund af små ekstroverte skridt jeg må tage.

Med disse ord vil jeg lukke computeren, lytte til “Charlotte’s Web” på lydbog (den anden er allerede færdig) og gå ud og smøre mig endnu en mad, imens jeg glæder mig over bare at skulle have pomfritter med mayo til aftensmad foran fjerneren. Ekstrovert er for en kort stund: Over and out!

Share

Petra og DR3 har de sidste uger haft fokus på kvinder og deres måde at se på deres kroppe. Jeg har stædigt og indgående holdt fast i at se alle afsnit, fordi jeg synes Petra er sej at blotlægge sig selv på den måde. Men også fordi jeg allerede fra første afsnit blev klar over den proces, jeg selv har været igennem.

For snart 1,5-2 år siden lavet jeg en 180 grader livsstilsændring. Jeg oplevede dengang voldsomt “taklet” af en speciallæge i forhold til, at jeg kunne have et problemer med min kost. Det forårsaget et deja vy af mad og lækre ting jeg ikke kunne spise længere. Jeg elskede flødeskum, Ostepops, Sour Cream and Onion chips, chili cheese tops fra McD, Cheeseburger fra McD og så videre. Pludselig skulle jeg tænke mig om. Jeg skulle undersøge samtlige madvarer for gluten og mælk. Jeg skulle have fuldstændig styr på hvad der kom ind i munden og igennem mit system. En livsstilsændring blev dengang sat igang, der har været med til at ændre den måde, jeg lever med mad på den dag i dag.

Samtidig, tog jeg nogle skridt psykisk som skulle vise sig at gå hånd i hånd med mine konkrete livsstilsændringer ift mad og træning. I et bederum, i en større Aarhusiansk kirke, midt om natten (må jeg lige indskyde, at det er en meget lang forklaring om hvorfor i alverden jeg var der midt om natten – men det var altså meningen.) blev jeg bevidst om, hvor nedladende og ødelæggende mine egne tanker om mig selv var. Jeg blev bevidst om, at nogle de argumenter jeg fører og de efterfølgende tankerækker disse argumenter burde førte til, ikke stemte overens med min virkelighed. Jeg tænkte, at hvis jeg tror på en Gud der elsker mig som jeg er. Som har skabt mig præcis som han synes jeg skulle være. Så ville det være at sige til Gud, at han var virkelig dårlig til sit job, når jeg så på mig selv i spejlet og nedgjorde det billede der var af mig.

Det ville være at spotte det jeg troede på, når jeg behandlede min krop så dårligt – ift mad, men også ift det jeg fortalte mig selv.

Jeg begyndte at se mig selv i spejlet og sige højt for mig selv, at det var ok, at synes mine ben var pæne. Det har udviklet sig til, at jeg egentlig synes, jeg ser godt ud den dag i dag. Den dag i dag, hvor jeg har tabt mig og har fået den krop jeg hele mit liv gerne har villet have. Men sandheden er, at vejen til drømmekroppen ikke kun har noget om min ugentlige træningspas og omlægning af min kost.

Det handler i lige så høj grad om, at jeg i mit hoved ikke længere siger til mig selv, at jeg er grim. Eller at jeg er for tyk og at der aldrig er nogen der ville se på mig og tænke “Hun ser da godt ud”.

Selvom det da er et virkelig fedt kompliment at få, når man oplever at blive “tjekket ud” er det ikke længere det der betyder noget. Det der betyder noget, er det jeg siger til mig selv, foran spejlet om morgenen, når jeg står og betragter mit spejlbillede inden dagen skal til at begynde for alvor.

For mig har processen været lang. Den har handlet om at tillade mig selv, at købe tøj til mig selv som jeg synes sidder godt på mig. Selvtilliden har langsomt skullet bygge sig op, til at kunnet se på mit spejlbillede og tænke, “Kæft du er da flot i dag.”. De der falske tanker jeg har bygget op i mit hovede om, at jeg som den der evige single ikke måtte købe ting der var flotte og som ville klæde mig. At jeg skulle være ydmyg omkring mig selv og min fremtoning.

At gøre bugt med de negative og nedgørende tanker har været en lige så stor del af min proces som det at ændre min livstil ift træning og kost.

DR3’s “Petra elsker sig selv”, talte til mig. Programmet fortalte mig, at der var mange andre kvinder der kæmper med, det de ser i spejlet. Det pegede på, at nogle af de processer jeg har været igennem, har været nødvendige for, at jeg har kunnet se de forandringer der af gode grunde skete fysisk med min krop som flotte. For sandheden er, at hvis jeg ikke havde mine psykiske tanker med i forandringsprocessen, ville jeg aldrig have set mit vægttab og min forandring i min krop og min fremtoning som noget positivt. Mit spejlbillede ville stadig, psykisk have reflekteret en tyk pige med alt for mange deller – også selvom realiteten slet ikke var sådan.

Jeg har aldrig skullet kæmpe med overvægt. Ud over det som samfundet sagde til mig. Jeg har aldrig været helbredsmæssigt i klemme. Men min psyke fortalte mig noget andet. Mine negative tanker om mig selv ødelagde mit selvværd og min selvtillid. I dag er historien en anden og jeg håber at kunnet være en inspiration til begyndende forandringer. Første skridt er, bevidstheden om, at Rom ikke blev bygget på en dag og at vægttab ikke er nok. Psyken og tankerne skal også forandre sig. Den negative stemme skal forvandles til en stemme af motivation, af kærlighed, og af overbevisning om, at jeg er sej.

DR3’s program “Petra elsker sig selv” har bevidstgjort hos mig, hvad der skullet til, for at jeg den dag i dag kan sige til mig selv, at jeg da er for lækker. Men jeg håber simpelthen sådan at der er nogle damer derude i det danske land som vil begynde at tænke over, hvordan de tænker om sig selv. For mig var den en en til en samtale med Gud om, at jeg virkelig nedgjorde hans skaberværk. For andre kan det være, at se sig selv i Petra, der bare gerne vil kunne se sig selv i spejlet og ikke tænke “Du er tyk”. For i sidste ende handler det ikke om at blive fit og få den der model-krop nogle af os mennesker ikke kan få. Det handler om ikke at nedbryde sig selv og sit selvtillid/-værd. Det handler om at kunne ligge hovedet på puden og sige, “Fast en fed dag” uden at lade negative tanker om vægt og mad ødelægge livet for en. Det er livet simpelthen for kort til!

Share

Modet forlod mit sind i et split sekund. Lidt som når man mister luften af en mavepuster. Den her sag er virkelig ved at hænge mig langt ud af halsen. Det hjælper ikke noget, at de breve, hvorudfra jeg skal finde ud af, hvad jeg skal gøre for at løse det hele, ikke ligefrem skærer tingene ud i pap. Jeg er akademisk uddannet, men paragrafisk skrift er ikke ligefrem mit speciale.

Det er også som om at enhver henvendelse jeg foretager mig tager mig 2 skridt frem og 1 tilbage. Hver gang har der været en i den anden ende der ikke helt har kunnet forstå frustrationen og peget mig et andet sted hen. Når jeg så har fulgt deres anvisninger, peges der tilbage til udgangspunktet.

Lige nu kan jeg ikke gøre så meget. Andet end at jeg kan trøste mig med, at jeg gør, hvad jeg kan. Jeg gør, hvad jeg kan for at få løst den hårdknude mig og dagpenge-systemet er kommet i. Jeg gør, hvad jeg kan for at komme ud af dette irriterende system. Jeg gør, hvad jeg kan for at holde modet højt og hele tiden udvikle mig, i min dans med dagpengesystemet og job-mulighederne.

Jeg gør, hvad jeg kan. Men lige nu. Lige nu er det ikke godt nok.

Så nu vil jeg drikke de sidste mørke dråber af min trøste-Cola og snørre træningsskoene i et håb om at en god omgang træning vil være vejen frem for at bokse frustrationen ud af kroppen og holde fokus på de ting der kan være min vej ud af et frustrerende dagpenge-system.

Share