Forleden sad jeg hos min bankrådgiver. Vi havde et møde om fremtiden og hvad der var muligt for sådan en som mig. Min situation havde ændret sig og der var opstået muligheder, jeg ikke havde forventet. For ser du, 2018 blev året, hvor jeg gik fra at være arbejdsløs til pludselig at arbejde mere end 37 timer om ugen. Selvom mit arbejde ikke lige har den berøringsflade, jeg havde forventet, er det en god start på et meget langt arbejdsliv.

Så her finder du mig, midt i scenen der afgør mit liv i tal. Jeg er ikke dårligt stillet og kan forhåbentlig foretage investeringer i 2019, der cementerer min fremtid. Men midt i gennemgangen af min økonomiske profil, peger min bankrådgiver på en post, der er lidt højere end de andre udgifter. Han spørger mig, hvad det drejer sig om, og jeg forstår, hvor uigennemskueligt det må synes fra hans side af bordet. Alle de andre poster giver mening. Men denne. Den er anderledes. “Det er min tiende.” svarer jeg ham uden helt at tænke mig om. For med et lyder jeg næsten en lille smule sekterisk. Jeg kan forestille mig, at hans tanker begynder at flirte med og huske scener fra den nye dokumentar “Guds bedste børn”. Det er svært at forklare, hvordan jeg giver til min kirke, hvor andre giver til gode formål.

Men i dette øjeblik slog det mig, hvor normalt det er blevet for mig. Hvor stor en selvfølgelighed der ligger i at ti procent af min indkomst går til den kirke jeg befinder mig i for tiden.

Imens jeg gik hjem, ned langs Østerbrogade, indså jeg, hvor langt jeg er kommet i forhold til dengang i januar 2017, hvor jeg første gang trådte ind på eventyret det har været at betale tiende. Dengang mødte jeg modstand – velmenende stemmer der troede det var noget min kirke var begyndt at kræve af mig.

Samtidig hørte jeg historier om, hvordan andre havde oplevet økonomiske velsignelser af at betale tiende. Jeg selv gik ikke ind i det med den indsigt, selvom jeg ikke skal lægge låg på ved at påpege, hvor meget jeg ville have sat pris på et økonomisk mirakel. Jeg gik ind i det af den simple årsag, at jeg ville tættere på Gud, ikke fordi min (ultimativt seje btw) kirke tvang mig. Sandheden er bare, at jeg dengang – såvelsom i dag – var, og er, velstillet på alle leder og kanter. Jeg har ikke på den måde brug for et økonomisk mirakel.

Men jeg gik hjem med en bevidsthed om to ting. For det første hvor meget en vane det er blevet at sætte pengene til side. Det er en del af min måde at lovprise min Gud på. Det er min måde, at søge ham først i noget så kedeligt som mine økonomiske forhold. Men for det andet, så gik det op for mig, at jeg helt klart ikke havde de vilde ting at fortælle og mirakler om finansielle mirakler. Men hvor havde jeg meget at bekymre mig om rent økonomisk, før jeg gjorde det – i forhold til, hvor lidt jeg bekymrer mig om mine økonomiske forhold i dag. Jo, jeg har fået arbejde og tjener væsentligt anderledes den dag i dag end hvad jeg har gjort tidligere. Men økonomiske forhold har bekymret mig uanset hvordan min økonomi så ud. I dag er det blot noget der skal gøre, at jeg kan leve og jeg glæder mig over, at kunne være gavmild. Det rør mig ikke. Jeg lærte, at selvom der var lutter 0’er på min konto, kunne jeg sagtens få enderne til at mødes.

Jeg ser ikke længere værdi i min økonomi. Det er blot et af tandhjulene i det klokkeværk der er mit liv. Den største faktor der får mit liv til at fungere, er Gud.

Jeg blev ikke rig af at lægge min økonomi i hans hænder. Jeg kan ikke vidne om vilde, uforklarlige, sindsyge mirakler. Men for mig, er dette et mirakel i sig selv. At værdisættelsen i mit liv langsomt flytter sig fra denne verden til noget der er langt vigtigere og har større betydning. Forhåbentlig kan mine drømme og fremtidige investeringer hjælpe Gud med at hjælpe flere mennesker.

Share

Jeg har funderet meget over, om jeg skulle dele denne del af mit liv og i så fald; Hvordan? Hvordan kan jeg skrive det ned uden jaloux-undertoner og nedgørende formodninger mellem linjerne? Hvordan vil det blive modtaget? Hvad vil folk tænke?

Samtidig synes jeg, at den perfekte verden, sociale medier synes at fremstille, påvirker kristnes behov for at vise det kristne liv som perfekt, uden fejl og smerte. Og hvis der så er smerte, er det som regel lovligt, hvis smerten og sorgen går hånd i hånd med døden eller barnløshed.

Typisk følger smerten over at være barnløs også et forsøg på at mediere den smerte man som enlig kan gå med, fordi ægteparret pludselig forstår den smerte der opstår, når man inderligt bare gerne vil noget, men ikke synes at kunne få det opfyldt. Jeg siger ikke at barnløshed ikke er hårdt og smertefuldt. Det ved jeg ikke noget om og vil ikke underkende den følelse og sorg på nogen måde! Men det jeg forsigtigt spørger er, om de to ting egentlig kan sammenlignes? For hvis I vil, er I jo to om smerten. Jeg er bare mig.

Jeg ved ikke, hvordan det er at leve i et ægteskab og de udfordringer og kampe der ligger i det at være to. Samtidig har ægteparret måske også glemt, hvordan det var at være alene. De var måske ikke alene særlig lang tid af deres voksne liv. Måske var det ikke noget der decideret gik dem på?

Når jeg deler mine frustrationer, observationer og tanker med mennesker i min omgangskreds, bliver jeg mødt med genkendelse og somme tider velment udfordring, som stadig anerkender de tanker, smerter og frustrationer, jeg går med. Men når jeg læser om det, er det typisk med forklaringer, udredninger og gode råd. Siderne fyldes aldrig bare med bare historien om smerterne og frustrationerne. Eller historien om glæden og lykken. Det er som om, det er noget der skal overstås. Noget man skal igennem for at komme til slutningen af filmen. Et kapitel der lige skal skimtes.

Måske handler min tilbageholdenhed for at dele også om, at noget dybt inde i mig skammer sig. Skammer sig over ikke at kunne møde mine egne forventninger til mig selv. Skammer sig over det store, sorte hul der vokser i mig, hvor ensomheden og singlelivet skriger endeløst ud af. – Det vil jeg gerne udforske, og du er velkommen til at komme med.

For jeg er ufrivilligt single, og jeg er ikke længere ok med at være det.

Share