16.07.19-19.07.19 – en by med en læge

Mit eget værelse og en storby

Efter en lille forskrækkelse med maven i Mitzpe Ramon var jeg utroligt lettet over at kunne sætte fødderne i Haifa. Med sine 278000+ indbyggere er byen Israels 3. største og muligheden for at komme til en læge var langt større end midt i ørkenen.

Derudover var det lige så billigt at bestille eget værelse, som at få en seng på en sovesal. Det betød at jeg bakkede ind med mine ting på et lille kammer, hvor jeg skulle være i 3 overnatninger.

Verdens mindste metro

Nu er Haifa dog ikke en by med alt for meget at lave. Altså jo, jeg havde Baha’i Gardens som udsigt når jeg ventede på bussen, der var et utal af toppe at udforske, jeg tog en ‘cabel-car’ og så var der noget med Elijah’s hule (som altså, hvis man læser Bibelen korrekt ikke helt geografisk kan passe).

Udsigten fra busstoppestedet

Men hvad gør man, når man ligesom har udtømt byen for kulturelle indslag? Man vender tilbage til ens rejse-bibel: Lonely Planet, og efter at have konfereret med den, fandt jeg ud af, at Haifa var i besiddelse af Israels ENESTE og verdens MINDSTE undergrund! Og det skulle prøves.

Det viser sig, at man er igang med at lave en fancy metro i Tel Aviv, og at man har forsøgt i Jerusalem, men måtte give op og lave en form for letbane istedet, da man fandt arkæologiske fund for hver gang man gravede under byen.

Vi venter på metroen – one way…

Turen var 8 minutter lang og simpelthen “bare” en tur op af en af toppene, hvor man kom op på toppen af Baha’i Gardens.

Men ud over storcentre og nye vandresandaler

Men ud over at jeg (endelig!!) fik købt vandresandaler i et af Haifa’s mange storcentre (første gang jeg fandt reel vestlig lignende shoppe-muligheder), kørte i Cabelcar op af en bjergside og metro på den anden, var der ikke det helt store at opleve i Haifa. Faktisk er det en fantastisk by at tage på ture fra, men det er sådan set også det.

Jeg fortryder ikke dette stop på rejsen, for det bragte noget tiltrængt ro på, men næste gang er der nogle ting i nærområdet jeg hellere vil se end forsøge at få mine 20000 skridt ved at vandre op og ned af Haifa’s mange bjergtoppe.

Share

Mandag d. 15.07.19 – Lidt om at lave planer, som går lidt meget i vasken.

Ny by, nyt hostel, nye mennesker

Jeg havde været en anelse nervøs over næste stop. For hvordan skulle Mitzpe Ramon nogensinde kunne leve op til den oplevelse Ein Gedi havde været? 

Det var derfor med en lidt lav forventning, at jeg trådte ind på Hostlet, som af andre rejsende mentes at være et hippie-sted, hvor det var en absolut nødvendighed at huske soveposen.

Tryghedsnarkoman på ene rejse

Indtil da havde jeg taget et skridt af gangen, for Mitzpe Ramon var en by jeg ikke havde oplevet før og det gjorde mig unødvendigt nervøs. Nye steder og jeg er bare ikke særligt gode venner.

For når jeg skal ud til nye steder eller nye ting, dukker tryghedsnarkomanen bare altid frem fra gemmerne og prøver at bilde mig ind, at det bedste er, at snige mig steder hen jeg allerede har krydset af listen.

Af ren og skær erfaring fører en sådan tilgang blot til depression hos undertegnede, og derfor har jeg udviklet den her forsvarsmekanisme jeg gør, når jeg kan mærke, at det ikke er gensynets glæde, der prøver at bilde mig selv ind, at det er genialt at tage tilbage.

For det første er det bare utroligt vigtigt for mig, at udfordre det der “bange for det ukendte”. For det andet handler det simpelthen om, at tage et skridt af gangen og give det den tid det tager. 

Endnu en gevaldig overraskelse

Derfor var det helt bogstaveligt med kæben i gulvet, da jeg endnu engang på min rejse blev rimelig imponeret over sted, by og omgivelser. Endnu en mulighed for at kunne udforske min nye kærlighed for at hike var opstået og jeg glædede mig til at finde ud af, om jeg kunne få det til at lykkes. 

Jeg lagde derfor planerne ret stramt. Meget at se på meget kort tid. Jeg ville gå langs krateret om morgenen, om eftermiddagen se “the Spice quarter” (hvor jeg boede) og tage tilbage til en af udkigspunkterne om aftenen og se solnedgangen. Næste morgen ville jeg tidligt op og se solopgangen og så overveje en 4 timers hike i krateret inden jeg hoppede på en bus mod Haifa. 

Man kan lave alverdens planer… 

Det var derfor med stor forventning, at jeg drog afsted den mandag morgen. Jeg havde gjort det hele klar. Købt tonsvis af vand. Havde snacks til blodsukkeret. Og var generelt godt kørende. Indtil jeg pludselig skulle på toilettet.

Min krop havde besluttet sig for denne morgen at være ekstra modtagelig for hvad der end var i det jeg spiste og det var en skuffet Katrine der måtte vende snuden tilbage mod Hostlet.  

Jeg blev faktisk bare helt vildt forskrækket. Selvom jeg har det godt under omstændighederne og kan stå oprejst uden de store problemer, var min mave bare ikke min ven. 

Når man ikke lige kan finde et ben at stå på

Det er bare generelt ekstra skræmmende når man pludselig mærker kroppen svigte og man ikke helt er sikker på, om det er nu man skal søge hjælp eller om det var i går. Og så er der altså bare lang vej hjem.

Da jeg efter at have talt med alverdens personer i Danmark – rejseforsikring, Falck, mor – og endelig tog mig mod til at indrømme overfor de frivillige, at jeg muligvis i morgen kommer til at få brug for en læge, var det med stor forståelse og omsorg, at de satte himmel og hav i bevægelse for at hjælpe mig. 

Nu må vi jo så se…

Det gav mig ro i sindet og efter den uro var væk, havde jeg det faktisk bedre. Jeg tror uroen, nye steder og det at være alene somme tider bare kan blive for meget. Og nogle gange har man bare brug for en venlig sjæl, der i sin adfærd giver en krammer og en underforstået: “Vi skal nok hjælpe dig!”

Så nu er klokken 20.00. Jeg spiser min havregrød til en solnedgang jeg gerne ville have set under andre omstændigheder. Og om lidt tager jeg endnu engang mod til mig og går i seng. 

Jeg håber at de op mod 6+ liter vand, den klamme væske 1813 fik mig til at lave (se evt video på deres hjemmeside) og den lige så klamme væske fyren i receptionen gav mig og sagde: “Det her har hjulpet mig”, kommer til at gøre hele forskellen. 

Det var dog ikke lige dét her, jeg havde planer om i Mitzpe Ramon. Men så er det jo godt, det forhåbentligt i morgen blot er på gensyn. 

Share