4th of July: Trying something new. Something new have to happen at this point. Since I cannot administer the thought of what I actually have to spend, withdrawing the money I have for food weekly seems like the only way forward. Actually having my “food-money” in the hands makes it so real. Several times on my way home after a long day at my internship I’ve had to remind myself that I cannot afford ice-cream on a daily basis if I shall be able to afford eating the rest of the week. It’s amazing what actual money in my wallet has done to my reality sense. But many things is yet to happen. I will get back to you on this.

On the other hand, I was reminded what all of this was really about last sunday. Because while juggling food-money and my intense desire for Ben&Jerry’s Dairyfree ice-cream (unreachable… I have to go to the US to even buy it), someone said to me on tithing:

It’s not a money thing, it’s a God thing.

And that’s in the end what I wanted out of this years experiment: Letting my eyes fixating on God instead of getting lost in the desires money can foster.

Share

Jeg har taget en stor beslutning. Eller for mig er det stort, for det kommer til at betyde en kamp mod nogle rimelig dårlige vaner jeg har erhvervet mig her på det sidste.

Jeg har den seneste tid været utrolig slem til at bruge de få madpenge jeg har sat af på slik, Chips, is og købe kaffe. Fredagshyggen har bredt sig som en steppebrand til ugens andre dage. Min aftensmad består nogle aftner bare af salt-Chips, cola og is. Nu vil jeg altså af med alt det sukker der er begyndt at fylde i min hverdag og forhåbentlig starte nogle sundere vaner der kan spille sammen med at skulle løbe-træne 4 gange om ugen. Samtidig skal det ikke være sådan, at jeg ikke engang imellem kan gå ned og forkæle mig selv med en Chriis Peanutbutter og chokoladestykker is i Meny (I fornemmer vel at dette er det øjeblik, hvor min ellers stædige, målrettede personlighed får en rygrad som en regnorm, imens jeg står der foran frysedisken og lader min mundvand komprimere alle andre varer i frysedisken).

Derfor har jeg fra i dag sat gang i en ny aftale og så må vi se, hvor lang tid jeg holder fast i den. Jeg må ikke købe slik, Chips, is eller købekaffe, medmindre jeg har været ude og handle for en anden igennem Rema 1000 geniale initiativ Vigo!

Vigo er det her geniale initiativ, hvor man nemt kan lade andre handle for sig og man kan nemt handle for en anden. Og så kører det hele over mobilepay, så man skal ikke have kortet frem. Jeg bruger selv Rema1000 app til at lave ugens indkøbsliste fordi den bare er god og jeg har brugt Vigo 2 gange før, hvor jeg har handlet for nogen. Jeg synes bare det er så fint at man kan handle for andre der af forskellige årsager ikke selv kan. Og så får man en mindre kompensation for besværet.

Og det er her min lille aftale med mig selv kommer ind. For den kompensation må jeg bruge på lige det jeg har lyst til! Men det kræver at jeg letter røven og gør noget godt for en anden.

Så må vi se om det gør en forskel! Jeg har ihvertfald ikke råd til det andet. Projekt “find et arbejde” er nemlig stadig in motion med langsom fremgang.

Så med denne erklæring ønsker jeg jer alle en god uge!

Share

Jeg er en serie-junkie. Det er en indrømmelse jeg gerne foretager. Jeg er lige nu oppe på at have set / følge med i 29 serier. Mindst. For i min verden skal der virkelig ikke meget til, før jeg ser det. Giv mig håb om en fremtid, pir min nysgerrighed, et godt plot og en lovlig adgang til at se den, og jeg vil følge den som en hund efter en godbid. Normalt ville jeg også sige, at en rigtig god serie skal kunne give mig lyst til at se det hele på en gang. Men ikke denne gang. For mig er det en velsignelse i forklædning, for det har jeg faktisk ikke rigtig tid til.

‘Orphan Black’ er mit nye tidsfordrib. En serie hvor intet syntes at være umuligt. Det er ikke ligesom Game of Thrones, hvor man ikke kan regne med at nogen af de gode forbliver i live. GoT er ikke lige min kop the. Desuden bryder den med en af mine hovedregler for en god serie, men nok om det. Fokuser.

Serien følger Sarah Manning. En ung kvinde der kæmper for at få tilværelsen til at lykkes og hendes datter tilbage. Da hun i bogstaveligste forstand løber ind i muligheden for at skabe det liv for hende og hendes familie, hun altid har ønsket, skal der ikke meget til for hende ikke at gribe muligheden. Naivt tror hun det blot er et sidste lille trick, men identitetstyveriet skal vise sig at være det mindste af hendes problemer og det kommer kun til at være begyndelsen på det vildeste eventyr for Sarah, hendes familie og os.

Serien er helt eminent god. Den har drama, lidt forskelligt øjenguf – alt efter hvad man er til, og sjove, skæve karakterer spillet af den samme dygtige skuespiller: Tatiana Maslany. Tro mig. Hun er dygtig! Serien har et dybt, forstyrrende, action plaget plot med en blanding af historielinjer der kan synes helt ved siden af. Men det er det der gør den spændende. Den narko-, alkoholiske fodboldmor Alison. Den virkelig kloge Cosima. Sindsyge Rachel. Og min absolut yndlings: ukrainske Helena som bare gerne vil være sammen med sine sestras.

Se den. Den er god. Men hold en pause i ny og næ. For den kan være dyster og den rykker ved nogle vilde forestillingsevner af menneskets kunnen.

Share

Alt imens de fleste danskere valfarter ned mod sydens sol og hedebølge, befinder jeg herhjemme, på et kontor i en kælder, hvor jeg taster løs på tastaturet, fordi jeg efter snart to måneder stadig ikke kan få snabela’et frem via genvejstasterne. Den vil stadig ikke. I dag tog den sidste ansatte i den afdeling, jeg fortiden har æren af at befinde mig i, på ferie, og jeg var pludselig “the last woman standing” imens alle synes at tage en 3 ugers pause fra mails, telefonopkald og jeg ved ikke hvad. Rundt om frokostbordene i kantinen har jeg her den sidste tid hørt brudstykker af samtaler der har handlet om 3-ugers lange ferier fra arbejdet. Imens samtalerne går om feriedestinationer og regnvand i haverne, tænker jeg tilbage på dengang for to måneder siden, hvor jeg var overbevidst om, at jeg aldrig ville komme ud af de labyrintgange min arbejdsplads er. I dag sniger jeg mig ind af bagindgangen og har en nogenlunde fornemmelse af, hvor alting befinder sig. Livet er godt.

Så alt imens mine midlertidige og dygtige kollegaer hungrer efter lange ferie-pauser, finder jeg mig selv blot hungrende efter den forekommende weekend i selskab med gode venner og løbeskoende. Det til trods for de sår jeg har fået på begge fødder, fordi jeg absolut skulle være så ambitiøs at løbe 13 km i nye løbesko og dagen efter forsøge at løbe 15 i de gamle med vabler/sår på hælene. Jeg indrømmer, at jeg går meget langsomt i dag.

Denne sommer byder på en anderledes oplevelse end jeg er vandt til. Jeg har ikke længere den luksus af en 2-3 måneder lang sommerferie. Da jeg ydermere endnu ikke har æren af et reelt arbejde, er det lidt svært lige at tage en uge ud af kalenderen til en velfortjent pause fra jobcentret, jobsøgningen og cv’er. Nogle gør det og jeg under dem det. Jeg selv tager mig til takke med de dejlige weekend-ture jeg kan tage og lader op på farten, blandt andet i rødbillet-bussen på vej mod Jylland. For det er et valg jeg har taget, og egentlig nyder jeg også muligheden for endelig at kunne engagere mig i noget konkret arbejde og se, hvordan et projekt kan komme godt på vej, blandt andet fordi jeg er kommet med konkrete forslag. Jeg nyder min nuværende virksomhedspraktik – og jeg ville ønske, jeg kunne blive der mellem alle de fantastiske mennesker og lære en masse mere! Samtidig glæder jeg mig til det kommende løntilskud, hvor nye opgaver og nye oplevelser venter. Livet er godt og der er massere af eventyr i vente, selvom de ikke involverer brun læderhud og hedebølger.

Lige nu arbejder jeg frem mod et reelt arbejde og jeg glæder mig til en kommende fremtid der ikke blot handler om at nå frem mod næste lønseddel. Jeg glæder mig til engang at kunne planlægge en længere tur og jage de der varme solstråler i de hedebølge-ramte lande i min egen bil. Jeg glæder mig til den tid, hvor jeg ikke skal vende hver en øre og holde mig selv i nakken for at få det til at hænge sammen. Men lige nu glæder jeg mig over at have noget at stå op til om morgen. Til følelsen af at jeg og mine evner kan bidrage til noget helt konkret. Og at jeg kan få lov til at møde så mange fantastiske talentfulde mennesker.  Og så glæder jeg mig nok bare til at nå frem til min venindes lejlighed, tage skoene af og nyde deres TV!

Tankefulde sommerhilsner herfra og god ferie til de heldige.

 

Share

Den 1 juli har markeret en banebrydende ting. Vi er halvvejs igennem 2017. Det er vildt at tænke på, at lige om lidt er det frem med Peter Plys juledvd’en, kalenderlyset og julekagerne igen. Faktisk glæder jeg mig lidt, for jeg har en del opskrifter fra sidste år der handler om julebageriet i det glutenfrie og mælkefrie køkken! Men der er også noget skræmmende over at tiden bare går så hurtigt.  D 22. Juni 2017 var dagen der markerede mit første år som voksen, færdiguddannet og arbejdsløs. Mere specifikt dagen jeg afleverede mit speciale! Mange skridt er blevet taget mod et reelt arbejde og jeg glæder mig helt vildt til at de bærer frugt. Jeg får en masse god erfaring med arbejdsmarkedet men kan ikke vente til at få en “voksenløn”. På mange måder føler jeg mig frosset fast i min nuværende situation, fordi jeg kun kan tage skridt mod egen bolig, når jeg har et arbejde. Men samtidig er jeg på mange måder velsignet. Så jeg skal ikke klage.

Men her fra arbejdsløshedens greb, vil jeg gerne se tilbage på det halve år der er gået. Så her er min top 10 fra halv-året der er gået.

  1. Jeg er tilmeldt Goodreads Readers Challenge: 100 bøger på et år. Jeg er på 55-56 bøger. Og ja, jeg har læst et par lette af slagsen. Fx Peter Plys var en fantastisk oplevelse. Eller Charlotte’s Web! Måske jeg egentlig skulle lave en top ti ved årets afslutning?
  2. 2017 blev året jeg stiftede bekendtskab med freelance-arbejde og livet som bl.a. boganmelder. Det passer egentlig perfekt med det første punkt.
  3. Jeg har allerede været ude og rejse: Atlanta USA! Yay. Fed tur. I starten af september skal jeg til London og ellers er en tur til Paris på tegnebrættet. Fantastiske oplevelser i vente!
  4. Jeg nærmer mig hastige skridt det halvmaraton jeg havde tænkt, jeg skulle løbe. Men pendling, praktik og 1,5 times løbetræning 3 gange om ugen (snart 4 gange om ugen) hænger bare ikke altid sammen. Aldrig har jeg haft så travlt! Men jeg VIL!
  5. Mit projekt “At slippe af med grådigheden” har gjort mig meget bevidst om mine tendenser økonomisk … Jeg har brug for hjælp… Det der med penge er bare ikke noget, jeg er god til! Men måske er første skridt i den rigtige retning, at jeg er bevidst om det?
  6. Indtil videre har 2017 åbenbaret sig for mig i et ufrivilligt vægttab på over 10 kg. Det er jo fantastisk når det er kilo man kan undvære, men er ved at blive en anelse bekymret. Det er altså ikke fordi jeg gør det store for det… Jeg har hørt, man skal være bekymret, hvis man taber sig men stadig spiser usundt. Noget med en af de der slanger inde i ens mave…. puh, Badr…
  7. Jeg har forsøgt mig med en madplan for at indse, at det er en god ide, men at jeg ikke er så god til at følge den, som jeg umiddelbart havde troet.
  8. Jeg er blevet virkelig god til det der med at være arbejdsløs, så god at jeg er ved at være træt af, at være en del af dagpengesystemet og ingenting at lave. Så er det godt at man er en del af en virkelig spændende virksomhedspraktik og et lige så spændende løntilskud har i vente.
  9. On that note.. Så er min indre iværksætter langsomt begyndt at røre på sig. Jeg har mange drømme for arbejdslivet, selvstændigheden, bloggeren, forfatteren osv osv. Nu må vi se, hvad der bliver af alt det!
  10. Inden året begyndte, lavede jeg en drømme-for-2017 liste og jeg kan sige tjek til 2,5 punkt ud af 5. Den halve er det halvmaraton som nærmer sig med hastige skridt. Jeg kan løbe lidt over 15 km. Så jeg er på vej. Mht de andre punkter, er jeg også på vej. Jeg bevæger mig langsomt mod et reelt job og at begynde til arabisk vil jeg kunne, når jeg har et arbejde!
Share