“…(vi) svigter kvinder ved ikke at forberede dem på de udfordringer og det pres, de vil opleve, når de prøver at leve kysk. Vil mange kvinder møde mænd, der forsøger at presse dem til sex? Helt sikkert. Men mange kvinder vil også opleve et pres, som måske føles endnu mere voldsomt og er endnu mere vanskeligt at modstå: presset fra deres egen krop, deres egen lyst. “ Lauren F. Winner i Den nøgne sandhed om seksualitet.

Vi sad med benene svingende ud over kanten på en alt for høj bænk igang med at komme “up to speed” med flere års liv. Hun er en af de personer, jeg ikke har talt med længe, men jeg stadig den dag i dag stoler på. Derfor var det ikke med hviskende stemme, at jeg indrømmede, at jeg nok i øjeblikket kæmper med en del “seksuel frustration” i kroppen.

For ser du, jeg har valgt at vente. Som barn var det sådan det var. Som jeg voksede i livet og i troen var det en helt naturlig beslutning, der for mig lå side om side med det at tro. Men når man er 30+ og ens krop bliver mere og mere bevidst om, at der ikke lige ligger et ægteskab rundt om hjørnet, er det som om min krop er gået lidt i panik.

Det var dog først der på bænken, i min venindes selskab, at jeg blev bevidst om og fik sat ord på, at det nok ikke var så unaturlig en kamp, jeg følte. For da jeg frustreret udbrød, at jeg følte, jeg kæmpede en umenneskelig kamp mellem det min fornuft fortalte mig og det min krop længtes efter, kom hun med den sidekommentar, at…

“…Kvinders seksuelle lyst stiger med alderen”.

Lige siden jeg kan huske det, har jeg haft et helt grundlæggende ønske om, at finde en at dele livet med. Jeg forventede, at jeg havde hele pakken inden jeg blev 30. Jeg har aldrig ønsket at singlelivet skulle strække sig langt ind i voksenlivet. Så da frustrationen voksede over, at det ikke rigtig lykkedes mig at ændre på, og mine venner og veninder begyndte at slå sig ned, førte min frustration ind i en undersøgelse af, hvad det egentlig var, jeg ønskede. Som den akademiker jeg er, begyndte jeg at læse bøger om ægteskabet, og det var i denne jagt på svar, at Timothy Kellers “Det Meningsfulde Ægteskab” blev en chokerende personlig opdagelse.

Jeg vidste efter at have læst hans bog, at hvis jeg skulle giftes, var det dét ægteskab jeg ville stræbe efter. Men hvis jeg skulle være ærlig overfor mig selv, var det nok mere en “McDrive”-løsning der egentlig lå mig på sinde.

Jeg drømte om at opleve, hvad det der “forhold” var for noget, men med den klare underbevidste agenda, at jeg ved førstgiven lejlighed ville finde en billet ud på den anden side og leve det frie singleliv igen.

Det stod mig lysende klart, at jeg ikke var klar og derfor gjorde det mig ikke det store, at jeg var single. Det var som om, de forventninger der lå indgroet i mig forsvandt og jeg kunne begynde at nyde singlelivet og alt det jeg kunne i det.

Jeg har nydt at se mine venner blive forelsket, blive gift, blive forældre og hvad to-somheden har budt dem. Men jeg har også nydt til fulde ikke at skulle stå til ansvar for nogen. At jeg har kunnet være der for menneskerne, jeg har omringet mig med. At jeg til sommer kan pakke taskerne og flyve mod ukendte destinationer, blot fordi jeg har lyst. 

Men i takt med at jeg bliver ældre og det seriøse liv begynder at indbyde sig, er mine perspektiver også modnet og jeg nærmer mig med hastige skridt ønsket om at ville binde mig til et andet menneske. Jeg kommer tættere og tættere på den bevidsthed, som i tidernes morgen stod mig klar, jeg ikke ejede skyggen af. Samtidig kæmper jeg også en indædt kamp imod en krop der biologisk fortæller mig, at uret tikker og tiden går. Det er som om min bevidsthed længes efter de der stille øjeblikke, hvor jeg kunne grine lidt for mig selv over de der kedelige par med hus, stakit, børn og volvo. Men min krop ser kun den intimitet, jeg efterhånden aldrig tror på, jeg kommer til at opleve.

Ved enhver lejlighed den kan finde, spørger min krop, min fornuft, “hvad er det der er så fikst ved det der med at leve i kyskhed?”, “hvorfor er det nu vi ikke må?” og “jeg vil jo bare røre…”.

Hvis det ikke var fordi jeg oplever Guds ultimative beskyttelse og at Gud på ingen måder har ladet min vej krydse med potentielle partnere der har villet presse mig til sex, så er jeg ikke sikker på, at jeg havde stået fast den dag i dag. Jeg er ikke sikker på, at jeg havde kunnet holde fast. 

Jeg er så umenneskeligt træt af løftede pegefingre, der fortæller mig, at jeg skal holde mig på måtten. Jeg er så træt af den der tyssende flovhed der syntes at sprede sig, når jeg prøver at sige højt, hvor meget jeg kæmper imod alt det min krop tror den har brug for. Jeg er træt af folk der bliver ved med at understrege, at man jo også selv skal gøre noget for det. Hvad ved de? De fleste bliver jo gift før de overhovedet var voksne. Ved de hvordan det føles, ikke at måtte og ikke at vide, om man nogensinde kommer til at må?

Men mest af alt er jeg bare så utroligt træt af at kæmpe imod mig selv. Jeg er i sorg over det jeg ikke har fået lov til at opleve og i sorg over den tilfredshed der vil komme, når kroppen giver op med at kæmpe.

Share
Fisher Twin, Unsplash

16.10.18, kl. 04:30

Jeg kan ikke huske et tidspunkt, hvor Gud ikke har været en del af mit verdensbillede. Den måde jeg tænkte, følte og så verden på. Når man snakker med ny-kristne, har de typisk vilde historier om, hvordan Gud mødte dem og næsten “took their breath away”, som en eller anden vild kærlighedshistorie. Somme tider er historierne ikke så vilde, men jeg har altid fundet dem inspirerende. Det er så interessant at høre, hvorfor man kan vælge at gå fra et liv uden til et liv med – i medgang og modgang. Selv har jeg ikke den vilde historie. Jeg er vokset op i en omgangskreds, hvor det var normalt at tro og jeg holdt fast i troen med næb og klør. Som et barn der suger sig fast på sine forældres ben. Sådan har min tro syntes til tider. Andre gange har jeg måtte give slip, og der har Gud også mødt mig. Min rejse har ført mig fra LM’ske til Valgmenigheden til Hillsong. Den har udviklet min måde at tænke om Guds indflydelse i mit liv og den måde jeg hører hans stemme ind over mit liv.. Han har påvirket min måde at se mennesker og at møde mennesker. Her er jeg dog stadig “a work in progress”.

For mig har Gud altid været en livs-faktor. Han har altid været en del af ligningen. Der har været 5 minutter, hvor jeg valgte ham fra, men jeg har aldrig rigtig benægtet hans eksistens. Jeg har været i tvivl. Men i de øjeblikke kigger jeg tilbage på mit liv og tænker: “Du er kommet for langt i troen til at opgive nu” og dernæst husker jeg de gange, hvor jeg har oplevelsen af, at Gud har talt til mig. Gud har aldrig ikke været der. 

Jeg forsøger ikke at lyde hellig – det er jeg langt fra. Somme tider misunder jeg de mennesker der oplever Guds indgriben på en sådan måde, at de må smide alt det de har og gør i livet, vende 180 grader og bare lade Gud om resten. For de har en overbevisning jeg somme tider ikke kan hive frem. De ser troen og Gud med et uspoleret syn som jeg ikke længere kan. Mit udsyn er for støvet og for påvirket, til at jeg kan se så uspoleret på tingene. 

Hvorfor tror jeg? I første omgang fordi jeg gerne ville i himlen. Jeg kunne ikke bære tanken om et helvede. Det var min største frygt som barn. Som voksen er det mest af alt fordi jeg oplever, at han møder mig, at han bær mig og at han har det bedste udgangspunkt og den bedste plan. Jeg er ikke altid enig med ham. For tiden er det, det seksuelle og min seksualitet jeg ikke helt forstår og det skaber rigtig meget frustration. Men når man tager et valg, må man også stå ved det. Det her er et valg jeg ikke længere kan løbe fra. Det er et valg jeg egentlig ikke har lyst til at løbe fra. For hvor skal jeg løbe hen? Hvor end jeg ender. Der er Gud. Hvad end jeg gør. Det bruger Gud. Gud er i alt hvad jeg siger, gør og tænker. Han er i det hele. Så hvorfor tror jeg? Fordi jeg ikke kan andet. 

Når jeg har dagens kamp. Dagens bønnestorm. Dagens frustrationer. Når jeg bær dem frem for Gud somme tider som det lille barn i supermarkedet der ligger, råber, skriger og banker arme og ben i gulvet. Somme tider er det sådan mine bønner er. Når dagens bibelvers så tikker ind og der så bl.a. står: “You shall know the truth, and the truth shall set you free” (John 8:32). Hvordan kan jeg ikke se Gud tale i det? For dig er det måske et tilfælde. For mig var det i det her tilfælde en joke. En måde Gud fik mig til at smile og grine i ironisk fnysen. For den sandhed jeg søgte var egoistisk, selvisk og for egen vinding. Det var en sandhed modificeret efter, hvad jeg ønskede at høre, fordi jeg oplevede at den ville sætte mig fri til at leve livet som jeg før har gjort. Jeg kunne ikke overskue konsekvenserne for det jeg føler. I virkeligheden kan det jeg føler være en pejlemærke for den vej Gud ønsker jeg skal gå, og en udvikling jeg har brug for. Kan du se dilemmaet? Måske ikke. Det er også ok. 

Hvis du har forvildet dig herind, og ved, at jeg er kristen, men aldrig har vidst dybden af den. Hvis du kender mig, men aldrig har set denne side af mig. Så skal du vide én ting. Det jeg prøver på at sige. Mit forhold og min måde at se Guds nærvær i mit liv har ændret sig. Ja. Men det har altid været sådan her jeg har set Guds indflydelse i mit liv. Det er ikke noget der er kommet, fordi jeg kommer i en eller anden karismatisk kirke. Det har ikke noget med det at gøre. Sådan her taler Gud til mig. Andre oplever at få syner. Andre oplever konkrete svar på bøn. For mig er han ironisk i de ting der sker. Jeg beder om, at en speciel person ikke kommer til at krydse min vej lige foreløbig, så jeg kan få styr på mig selv – så derfor dukker han op mere end normalt i mit liv, uden at jeg selv har opsøgt kontakten. Jeg beder om at han må vise mig sandheden, som selvfølgelig er den sandhed jeg har i mit hoved. Og så dukker der dét bibelvers op på min telefon.

I Bibelen hører man ofte om ofringer. De lyder så makabre somme tider. Men det var den måde man bad til Gud og søgte hans kontakt. Desværre er Gud så ren og hellig, at han ikke kan have den direkte kontakt med mennesker, før Jesus kom. Mennesket skulle føre ofringer der kunne gøre op for den synd og skyld de havde gjort, før de kunne komme til det forhold der egentlig betød noget. I dag er det anderledes. Jesus blev det ultimative offer, som vi ofte siger i kristne kredse. Han tog alting, døde på et kors for os og opstod igen. Dét tror jeg på. Derfor kan jeg sige dette. Mit liv er et offer til Gud. Kun i Jesus er det et perfekt offer. Men det er et offer jeg har valgt at bringe. Det har altid været med et forsøg på at sige, “her er jeg Gud, brug mig”. At jeg ikke har været særlig god til lige præcis det og de konsekvenser der har været i det, er noget helt, helt andet. 

Share
Foto: Alex, unsplash.com.

Jeg er egentlig et relativt tålmodigt menneske. Det synes jeg ihvertfald selv. Da det kom til halvmaratonet, var der ikke noget federe end at opleve resultatet efter lang tids planlægning og stædig træning.

Men der er nogle områder jeg bare ikke har en sky af tålmodighed. Der er for eksempel en årsag til, at jeg arbejder lidt med min økonomiske sans. Jeg har egentlig altid en ambition om at spare op, men jeg må sande, at jeg ikke ejer en snert af tålmodighed til at se den vokse. Eller, hvad med mit forhold til bland-selv-slik.

For når man har købt bland selv slik skal den spises. Ikke senere. Ikke i morgen NU! Lige her. På fortorvet. Foran bland-selv butikken. 

Man køber jo ikke bland-selv-slik for bare at kigge på den. Den skal ned til alle de andre vingummier i maven, i vingummi-land og lege jo.

Sandheden er bare, at de gode varige resultater i livet sker ved tålmodigt, stædigt at blive ved, arbejde, og forbedre.

Isaac Newton siger:

“Hvis jeg nogensinde har gjort værdifulde opdagelser, så skyldes det mere tålmodig opmærksomhed end noget andet talent.”

Det er lidt ligesom at gå på slankekur. En slankekur holder først når man stædigt og vedvarende har holdt ved – ikke når man i et øjeblik går på slankekur, for så at gå tilbage til gamle vaner efterfølgende. Tålmodighed er desværre et vigtigt element, hvis man vil se resultater. Jeg ændrer ikke på vaner ved at sige, “I morgen gør jeg det. I morgen”. I morgen bliver det måske nemmere.  For med tiden kan jeg danne nye, sundere vaner istedet for de gamle og usunde. Ikke hvis jeg ikke møder udfordringen i dag.

Men hvad gør man så, når man er der, hvor bjerget bare synes for stort og ‘lille jeg’ har mistet tålmodighed, stædighed og vilje til at fortsætte?

Forleden nat kunne jeg ikke sove. Jeg lå og funderede (læs: stressede) over min job-løse-situation. Jeg kunne ikke overskue endnu en samtale med omgangskredsen om, at jeg endnu ikke havde et arbejde, og hvorfor mon det kunne være – og hvad jeg burde gøre. Jeg var nået til den uoverstigelige mur. Den uoverkommelige, fuldstændig umulige stigning.

Nu er det sådan, at jeg tror på Gud. Så der lå jeg. I nattens mørke. Ude var der stille. Men indeni galopperede hjertet afsted, imens jeg råbte til Gud: “Der står i bibelen, at du elsker mig. At du vil sørge for mig. Hvor er du i det her?” Og nu er det sådan, at jeg har råbt det mange gange til Gud. På den ene side har jeg i løbet af de sidste næsten 2 år måttet indrømme, at min ledighed på mange måder har været svar på bønner jeg ikke vidste, jeg burde be.

Men i dette øjeblik valgte han at høre min bøn. Han valgte at ændre slagets gang og sende mig en anden vej.

Løsningen er ikke en langtidsholdbar løsning. Men det er en ‘her-og-nu’-løsning, som jeg glæder mig til at tage op.

Min veninde fortalte mig forleden, at det er i dialogen med hendes 3-4 årige søn, hun kan fornemme, at han ikke kan se det store billede. Hun sagde, at hun jo egentlig godt kunne forstå og sætte sig ind i hans frustration, når han gav udtryk for den, men at hun jo kunne se en meget bedre løsning i det større hele. Selvom jeg er lidt imod forældre-eksempler i disse slags indlæg, må jeg jo indrømme, at ligheden mellem mit forhold til Gud er ligesådan. Jeg har ikke kunnet se det store billede, og vidste ikke, at det var en god idé med en fleksibel hverdag i forhold til de kampe jeg skulle møde. Men det kunne Gud – og hans vej er altid den bedste for mig.

Så istedet for utålmodigt at møde verdenen og kræve det jeg mener er mit at kræve, skal mit mantra for den nye uge være;

“Vent lige et øjeblik. Stop op. Træk vejret. For alting har en tid – og din skal nok komme!”

Share