“…(vi) svigter kvinder ved ikke at forberede dem på de udfordringer og det pres, de vil opleve, når de prøver at leve kysk. Vil mange kvinder møde mænd, der forsøger at presse dem til sex? Helt sikkert. Men mange kvinder vil også opleve et pres, som måske føles endnu mere voldsomt og er endnu mere vanskeligt at modstå: presset fra deres egen krop, deres egen lyst. “ Lauren F. Winner i Den nøgne sandhed om seksualitet.

Vi sad med benene svingende ud over kanten på en alt for høj bænk igang med at komme “up to speed” med flere års liv. Hun er en af de personer, jeg ikke har talt med længe, men jeg stadig den dag i dag stoler på. Derfor var det ikke med hviskende stemme, at jeg indrømmede, at jeg nok i øjeblikket kæmper med en del “seksuel frustration” i kroppen.

For ser du, jeg har valgt at vente. Som barn var det sådan det var. Som jeg voksede i livet og i troen var det en helt naturlig beslutning, der for mig lå side om side med det at tro. Men når man er 30+ og ens krop bliver mere og mere bevidst om, at der ikke lige ligger et ægteskab rundt om hjørnet, er det som om min krop er gået lidt i panik.

Det var dog først der på bænken, i min venindes selskab, at jeg blev bevidst om og fik sat ord på, at det nok ikke var så unaturlig en kamp, jeg følte. For da jeg frustreret udbrød, at jeg følte, jeg kæmpede en umenneskelig kamp mellem det min fornuft fortalte mig og det min krop længtes efter, kom hun med den sidekommentar, at…

“…Kvinders seksuelle lyst stiger med alderen”.

Lige siden jeg kan huske det, har jeg haft et helt grundlæggende ønske om, at finde en at dele livet med. Jeg forventede, at jeg havde hele pakken inden jeg blev 30. Jeg har aldrig ønsket at singlelivet skulle strække sig langt ind i voksenlivet. Så da frustrationen voksede over, at det ikke rigtig lykkedes mig at ændre på, og mine venner og veninder begyndte at slå sig ned, førte min frustration ind i en undersøgelse af, hvad det egentlig var, jeg ønskede. Som den akademiker jeg er, begyndte jeg at læse bøger om ægteskabet, og det var i denne jagt på svar, at Timothy Kellers “Det Meningsfulde Ægteskab” blev en chokerende personlig opdagelse.

Jeg vidste efter at have læst hans bog, at hvis jeg skulle giftes, var det dét ægteskab jeg ville stræbe efter. Men hvis jeg skulle være ærlig overfor mig selv, var det nok mere en “McDrive”-løsning der egentlig lå mig på sinde.

Jeg drømte om at opleve, hvad det der “forhold” var for noget, men med den klare underbevidste agenda, at jeg ved førstgiven lejlighed ville finde en billet ud på den anden side og leve det frie singleliv igen.

Det stod mig lysende klart, at jeg ikke var klar og derfor gjorde det mig ikke det store, at jeg var single. Det var som om, de forventninger der lå indgroet i mig forsvandt og jeg kunne begynde at nyde singlelivet og alt det jeg kunne i det.

Jeg har nydt at se mine venner blive forelsket, blive gift, blive forældre og hvad to-somheden har budt dem. Men jeg har også nydt til fulde ikke at skulle stå til ansvar for nogen. At jeg har kunnet være der for menneskerne, jeg har omringet mig med. At jeg til sommer kan pakke taskerne og flyve mod ukendte destinationer, blot fordi jeg har lyst. 

Men i takt med at jeg bliver ældre og det seriøse liv begynder at indbyde sig, er mine perspektiver også modnet og jeg nærmer mig med hastige skridt ønsket om at ville binde mig til et andet menneske. Jeg kommer tættere og tættere på den bevidsthed, som i tidernes morgen stod mig klar, jeg ikke ejede skyggen af. Samtidig kæmper jeg også en indædt kamp imod en krop der biologisk fortæller mig, at uret tikker og tiden går. Det er som om min bevidsthed længes efter de der stille øjeblikke, hvor jeg kunne grine lidt for mig selv over de der kedelige par med hus, stakit, børn og volvo. Men min krop ser kun den intimitet, jeg efterhånden aldrig tror på, jeg kommer til at opleve.

Ved enhver lejlighed den kan finde, spørger min krop, min fornuft, “hvad er det der er så fikst ved det der med at leve i kyskhed?”, “hvorfor er det nu vi ikke må?” og “jeg vil jo bare røre…”.

Hvis det ikke var fordi jeg oplever Guds ultimative beskyttelse og at Gud på ingen måder har ladet min vej krydse med potentielle partnere der har villet presse mig til sex, så er jeg ikke sikker på, at jeg havde stået fast den dag i dag. Jeg er ikke sikker på, at jeg havde kunnet holde fast. 

Jeg er så umenneskeligt træt af løftede pegefingre, der fortæller mig, at jeg skal holde mig på måtten. Jeg er så træt af den der tyssende flovhed der syntes at sprede sig, når jeg prøver at sige højt, hvor meget jeg kæmper imod alt det min krop tror den har brug for. Jeg er træt af folk der bliver ved med at understrege, at man jo også selv skal gøre noget for det. Hvad ved de? De fleste bliver jo gift før de overhovedet var voksne. Ved de hvordan det føles, ikke at måtte og ikke at vide, om man nogensinde kommer til at må?

Men mest af alt er jeg bare så utroligt træt af at kæmpe imod mig selv. Jeg er i sorg over det jeg ikke har fået lov til at opleve og i sorg over den tilfredshed der vil komme, når kroppen giver op med at kæmpe.

Share

Mange ting er sket på relativt kort tid. Man kan gå fra at lede efter arbejde, til pludseligt at sidde med rigtig fine muligheder på 24 timer. Jeg havde en samtale med vikarbureauet mandag, blev kaldt til samtale hos firmaet tirsdag og startede onsdag. For lidt over 3 måneder er der ro i sind og sjæl. For selv om jobbet stadig forvirrer mig og kræver tid at komme ind i, syntes min sjæl som et træ med dybe rødder jorden pludseligt placeret midt i en orkan.

Vel vidende at skoene jeg skal udfylde er store og umulige at gå i præcis som tidligere, er jeg sikker på jeg nok skal komme tumlende i mål, og hvis jeg får lov og tid, gøre det til mit eget.

Jeg har gået lidt og tænkt på det hele. For jeg har ‘overlevet’ lang tid i systemet der er arbejdsløshed, og spurgt mig selv, hvad i alverden jeg gjorde anderledes siden jeg først de sidste par uger har mærket en deprimerende stemning ind over min situation. Nu er det ikke fordi jeg har opfundet den dybe tallerken. Og det var aldrig en beslutning jeg selv tog, at jeg skulle være ledig i så lang tid. Samtidig har jeg kun fået et vikariat på 3 måneder, så der er ro på for en stund.

Men alligevel er det rart at kende til værktøjerne, så jeg om 3 måneder ikke begynder fra start og skal fornemme og føle, hvad der er med til ikke at gøre mig sindsyg.

At fejre de små sejre
Helt fra begyndelsen vidste jeg, at jeg med min fancy uddannelse skulle bevise overfor kommende arbejdsgivere, at jeg kunne noget specielt men også kunne varetage helt almindelige arbejdsopgaver. Samtidig blev det mig hurtigt klart, at læring på universitetet er én ting, men det at komme ud og i kontakt med arbejdsmarkedet er simpelthen noget helt andet. Så jeg satte mig i bilen-mod-arbejde med al mulig hensigt om at få arbejde hurtigt men med den indstilling, at jeg skulle være tålmodig. Derfor gjorde jeg en dyd ud af at fejre de små sejre. At kunne netværke. At komme i kontakt med spændende arbejdspladser. At komme i tale med dygtige, kvalificerede arbejdsgivere. At forme mit CV til at være spændende og alsidigt. Kort sagt. Det handlede ikke om, hvor mange samtaler jeg kom til, men om de små ting.

For hvert skridt jeg tog i den rigtige retning, var der næsten et lille mål med konfettikanon på den anden side.

Rom blev ikke bygget på en dag
For selvom jeg havde, og stadig har, store drømme for fremtiden, og et eventyrligt, udfordrende og spændende arbejdsliv, kommer man ikke derhen på en dag. Det handler om at bygge grundstenene til fremtiden og være åben for alle muligheder. Jeg hørte, og hører stadig, ofte brok og irritation over mulighederne for virksomhedspraktik, fordi der er mange der føler sig udnyttede af arbejdspladserne.

Selv så jeg dem som fantastiske muligheder for at komme ind bag ansøgningerne og se, og for en kort stund bidrage til, maskineriet.

Samtidig bliver det lagt mærke til, når man uden reel økonomisk gevinst bidrager til en arbejdsplads. Det kan godt være det ikke gav arbejde i første omgang, men det kan være det bliver til det i næste omgang. Man skal aldrig sige aldrig. Jeg var ét sted, hvor jeg ville have fået muligheden for et barselsvikariat, hvis jeg kunne fransk (kan du forestille dig irritationen over mit tidligere jeg i folkeskolen, der ikke tog fransk seriøst???).

At skabe en hverdag når man ikke nødvendigvis skal møde kl 8
For det jeg har gjort, som langt hen af vejen har hjulpet mig med at bevare fornuften, er at skabe en hverdag i hverdagen. Ikke at lande foran flimmerkassen og se dagen forsvinde og skidtet indeni og omkring mig vokse. Jeg gjorde rengøring og tøjvask til en del af hverdagen i ‘arbejde’. Jeg gjorde træningen til en arbejdsopgave der skulle nås. Jeg meldte mig til kurser online, som jeg ikke nødvendigvis havde brug for, men egentlig syntes kunne være meget fine at have. Jeg tog på biblioteket for at skrive ansøgninger. Jeg mødtes med mennesker der kunne tale liv ind i min situation og sætte nye ord på min kunnen. Jeg tog til interessante kurser og events, hvor jeg kunne møde ligesindede, få mere viden og opsøge spændende, mulige arbejdsgivere. For når dagen gik på held, kunne jeg se tilbage og sige til mig selv, at jeg faktisk havde gjort noget. Men det gjorde også, at jeg kunne holde fri og trække mig tilbage, når dagen ligesom var slut.

Husk nu at leve
For samtidig med at man skal jonglerer med muligheder, at skulle stå til rådighed, at skrive ansøgninger og foretage uopfordrede henvendelser, skal man huske, at det også er vigtigt at trække sig tilbage, puste ud og holde fri.

Igennem de sidste to år har jeg gjort en dyd ud af, at have projekter vedsiden af arbejdsløsheden for både at kunne lade op, men også for at minde mig selv om, at jeg ikke var min arbejdsløshed, men at jeg blot var uden arbejde for en stund.

Den sidste måned har det været svært ikke at lade mit manglende arbejde fylde, men det er først her på det sidste, at det har fyldt. Og det er også her på det sidste, at depressive tanker har sneget sig ind i mit sind.

Hvordan taler du om det?
Noget af det jeg sådan set stadig er i læringsproces om, er at se al den udvikling der er sket. At lade alle de ting jeg faktisk laver fylde mere, end mit manglende arbejde, når folk spørger, hvad jeg så laver. For jeg er ikke mit arbejde og jeg har lavet vildt mange ting, der ikke nødvendigvis har givet mig løn, men som jeg elsker.

Jeg tror på rigtig mange måder, at den måde vi vælger at omtale omstændigheder i vores liv, former den måde vi tænker på det og i hvor høj grad vi lader det fylde.

Det er noget jeg stadig øver mig i på flere områder af mit liv end blot min arbejds-situation. For det kan godt være jeg er hende med den ultimativt seje uddannelse, hvor jobbet ikke lever op til folks forventninger, men jeg har så meget andet, jeg er stolt over. I sidste ende er det også det der er vigtigst. Ikke hvad folk omkring en forventer, men hvad man selv skaber.

Share

Kender du de der typer, som nærmest får alt serveret her i livet imens de selv ligger som en romersk kejser og spiser vindruer. De der kun lige gør det nødvendige og stadig lykkes med alting. Jeg er ikke en sådan person. Jeg har skullet kæmpe for alt i livet. Kampe der har gjort mig til den jeg er i dag. Når det er sagt er der stadig ting der er blevet mig givet: At jeg er født i et fredfyldt land med basale rettigheder for alle. At jeg ikke har skullet flygte eller opleve krig og ødelæggelse. Om det er jeg ret bevidst.

Men når det kommer til at få et arbejde, er der virkelig mange måder at være arbejdsløs på.

Der er romeren som blot får alt givet ved blot at løfte en finger. I denne tid vil det være personen der bruger hver dag med netflix, popcorn og blot søger de der 2 ansøgninger man skal om ugen.

Der er dem der arbejder deres røv i laser. Jeg kalder dem marathon-løberne. De planlægger, gør det rigtige. Spiser det rigtige. Og kommer i mål med det de havde sat sig for og opnår store resultater.

Og så er der dem, der er som mig. De gør egentlig også det rigtige – bortset fra at spise bland-selv-slik til aftensmad. Men de er stadig bagud. Kommer tumlende igennem som om de er sløsede, uoplagte og uplanlagt. Det er de egentlig ikke. Det er bare fordi de altid er 2 skridt bagud. Når mulighederne opstår, er der altid en eller anden væsentlig grund til, at de alligevel ikke kommer i betragtning. Du ved, de der “Ah… Så tæt på… Hvis du bare lige kunne tale fransk… Så….”-typer.

Sådan én er jeg. Og hvor jeg egentlig godt kunne drukne mig i sorg og misundelse over alle dem “der lykkedes”, vælger jeg at poppe en flaske vin, spise de sidste stykker i min slikpose, og glæde mig over, ikke at være mit job, men at jobbet kommer til at være lige mig! Der er bare så meget andet jeg har valgt at lade mig definere af. Så ja, det er blot endnu et bjerg der skal bestiges. Men på et tidspunkt kigger jeg tilbage, og vil glæde mig over, at jeg ikke brugte mere energi på at se alt det jeg ikke havde og fokusere på det jeg har.

Og med de ord, slukker jeg computeren. Pakker det sidste i min back-packer og vier weekenden til en London-veninde-tur, Harry Potter Universal studio og giver det der arbejdsløshed en lille finger (for jeg giver ikke fuck-finger – det har ingen gjort sig fortjent til. Det er ikke min arbejdsløsheds skyld, at jeg ikke er god til at spare op eller få en stilling!).

Tak for nu. Vi ses om nogle dage.

Share

…drømmer jeg om, at være midlertidig mor til tvillinger (som i jeg skulle passe dem, fordi moren ikke selv kunne påtage ansvaret). Fandt så den ene knægt på puslebordet. Der var han blevet glemt en hel nat (og ifl mit drømmende jeg var det ikke mig der havde glemt ham). Min kommentar til knægten: “Godt du ikke har lært at rulle rundt, hva?” Hvorefter jeg nussede lidt om den febersyge knægt.

Her til morgen synes jeg, at jeg har fortjent en formiddag under dynen med benene op. Hallelujah og stor respekt til alle forældre derude og nej, jeg skal stadig ikke være mor. OG det er ikke min underbevidsthed der fortæller mig at “uret tikker”.

Share

Med en ambivalent følelse i maven satte jeg mig ind i intercitytoget mod Jylland. For på den ene side skal jeg til mit elskede Aarhus over og besøge kære venner og fejre en af Guds helt store mirakler: At Gud helt uden forbehold tager imod os som hans børn. På den anden side efterlader jeg for en stund mit elskede, hæsblæsende København som aldrig syntes at slumre. Der er altid gang i et eller andet, og hver eneste weekend synes at indeholde unikke muligheder for opbyggelse, indsigt og investering i mennesker.

Jeg har nu altid godt kunnet lide følelsen af for en kort stund at være i en slags limbo. At være imellem noget og tvunget til at lade sig underholde af hvad jeg nu har taget med mig. Som regel er jeg også alt for optimistisk i forhold til, hvor meget jeg tror, jeg kan nå. I denne omgang har det været redigering af et CV, hvis jeg er god 2-3 ansøgninger, en analyse af antisemitisme i 30ernes medier og 1-2 bøger (nr. 9/10 i mit mål om at læse 150 bøger i 2018). Sandheden er bare, at limboet ikke kan vare for evigt og at om 40 minutter vil jeg være i Aarhus og så er det ud i den store verden og besøge fantastiske mennesker.

Det er dog ikke alle slags limboer jeg er stor fan af. Jeg hader for eksempel arbejdsløshedens søvndyssende limbo der godt kan gøre en skør i hovedet og tære på selvværdet og selvtilliden. For jo længere tid der går, i jo højere grad bliver mantraet “det (arbejdet) skal nok komme” til noget man siger, for at holde arret lukket på interesserede bekendte. Jo længere ind i arbejdsløshedslimboet man befinder sig, jo mere fallit føler man sig også. For når nu man har taget en lang, fancy uddannelse skal man vel også ud i et af de der fancy stillinger, hvor man ligesom bruger ens tilegnede viden. Desværre er tærsklen til arbejdslivet bare lige så ydmygende, som når man begynder ens uddannelse og finder ud af, at det man troede, man vidste overhovedet ikke havde hold i virkeligheden.

Limboet må ophøre. Til fordel for alle. For livet er svært at leve, når blot man venter.

Share

Når det gælder veninder har jeg altid været velsignet. Jeg kan faktisk ikke huske et tidspunkt, hvor den der ensomhedsfølelse som nogle gange rammer har været fulgt op med, at der reelt ikke har været nogen, jeg har kunnet kalde min ven. Det er ikke en selvfølge, det ved jeg. Derfor har jeg altid vidst at jeg på dét punkt er velsignet på alle måder.

Når man så rykker teltpælene op og flytter sit habengut et helt andet sted hen, så ryger der veninder i svinget. Ikke fordi det er noget jeg har ønsket, men fordi det er vilkårene ved at flytte langt væk. Invitationerne kommer ikke rigtig længere fra visse kanter. Det er ikke længere naturligt bare lige at stikke næsen forbi. For selvom jeg har følt, og stadig føler mig meget velsignet, gør det stadig ondt at opdage, at veninder der engang var nogle jeg ønskede at holde fast i, er gledet ud i sandet på grund af distance. For selvom der har været distance, har det ikke betydet at de ikke har været i mine tanker og bønner, og måske er det derfor det gør ekstra ondt. Bøn skaber bare en forbindelse til andre, uden at man nødvendigvis lige opdager det. En forbindelse det er svært at bryde. En forbindelse der giver en naturlig interesse for deres liv og deres fremskridt. Den seneste tid har dette faktum været mig meget på sinde. En kvinde sagde, at jeg måske havde brug for dette ryk, til at blive klar til næste skridt i mit liv.

Derfor blev jeg også noget overrasket over erkendelsen jeg vågnede med i morges, at jeg har det godt. At jeg har gode venner og veninder omkring mig. At de mennesker jeg har i mit liv, er venskaber der holder til distancer og er det værd at satse på. At det er kvalitet der er sat i højsædet, istedet for kvantitet. Det lyder koldt og kynisk, men det faktum, at det i dag er min fødselsdag, og at jeg da bliver glad for lykønskninger, men at det ikke længere betyder noget, hvor mange der kommer ind. At man på facebook kan se hvor mange venner og bekendte jeg har. Det er jeg faktisk egentlig ligeglad med. For jeg er velsignet på utroligt mange områder. Jeg har fantastiske veninder omkring mig. Og dagen i dag er blot en dag blandt mange, og tallet er blot et tal. For indeni bliver jeg vidst aldrig over 30, selvom hylsteret fylder 31 år.

Ingen alderskrise i år, blot lykke og eftertænksomhed.

Share

Sorgen har vist sig fra sine mange sider i mit liv. Det at miste er en oplevelse der allerede har manifesteret sig i mit liv. Den største sorg har været at miste min far og imens andre måske ville vende sig bebrejdende mod Gud, har sorgen overbevist mig om, at jeg ikke er skabt til et midlertidigt liv, men et liv i evighed. Det faktum at mine tanker, mit væsen ikke kan gribe sig fast i sorgen og vende mig til den som en del af livet, et faktum man ikke kan komme uden om. Det at jeg aldrig rigtig lader sorgen komme ind under huden og påvirke mit nuværende liv. Det har overbevist mig om, at Gud aldrig har ønsket, at det skulle være en del af hans tanke med os og ønsker for os.

Men sorgen har mange skygninger. Den opstår ikke blot ved livets slutning, hvor man siger farvel til et stort menneske i ens liv. Den opstår i mange dele af livet.

Et farvel til et tidligere liv. Et farvel til et venskab. Et farvel… Når nye ting, mennesker og oplevelser opstår i ens liv, har det i mit liv altid bragt et farvel til noget andet eller nogle andre.

Det behøver ikke altid være sådan, men nogle gange er det et grundvilkår i livet. Det betyder ikke, at de mennesker jeg engang holdte af, ikke længere har en plads i mit hjerte. Det betyder bare, at når jeg konfronteres med dette farvel, der ikke altid har været så indlysende i første omgang, bliver jeg mødt af en sorg. Her er et menneske jeg holdte af. Her er et venskab jeg satte pris på. Men på grund af andre, nye omstændigheder, har jeg ladet det flyde ud i sandet. Lige så langsomt har jeg ladet det forsvinde uden egentlig at have tænkt det store over det.

Imens jeg ser mig tilbage og mindes det vi engang havde. Alt imens jeg anerkender, at jeg ikke længere kender dig som jeg gjorde engang. Alt imens jeg giver slip, er alt jeg kan sige er: “Rest in Peace friendship” indtil vi får en ny chance for at lade det vi engang havde genopstå.

Share

Jeg elsker lyden af regn og torden. Den der lyd af noget blødt der rammer jorden med stor hastighed. Når det regner, lader jeg altid vinduet stående åbent, så jeg kan høre lyden. Engang da jeg var lille, var jeg bange for torden. Bange for at dø. Men i dag minder tordenen mig blot om, hvor sikkert jeg har det herinde. Bag lukkede døre og med vinduet åbent.

Da jeg var yngre boede jeg hos min far. I hans selv-byggede hus på Gribskovvej lå jeg ofte oppe på hemsen og lyttede til regnens trommen mod det skrå vindue i taget. Det var det bedste jeg vidste. At ligge under dynen, med duften af min pude og lytte til regnen på mit vindue. Stilheden der brydes af lyden af regn.

Stilhed. En sjælden gave. Stilheden brydes ofte af musik. Serien i baggrunden. Nyhederne. TV’et. Lydbogen. Men engang i mellem elsker jeg at slukke for det hele og bare lytte. Lytte til den susende lyd af livsgivende vand der stryger ned gennem atmosfæren. Høre hvordan det rammer jorden, og give vand til planter, træer og natur.

Nu vil jeg bryde den tiltrængte stilhed og finde kvindelandsholdet på fjerneren. Selvom fodbold ikke lige er min ting, bliver man vel nødt til at se lidt med, med et halvt øje når store ting sker i lille Danmark.

Share

Jeg har taget en stor beslutning. Eller for mig er det stort, for det kommer til at betyde en kamp mod nogle rimelig dårlige vaner jeg har erhvervet mig her på det sidste.

Jeg har den seneste tid været utrolig slem til at bruge de få madpenge jeg har sat af på slik, Chips, is og købe kaffe. Fredagshyggen har bredt sig som en steppebrand til ugens andre dage. Min aftensmad består nogle aftner bare af salt-Chips, cola og is. Nu vil jeg altså af med alt det sukker der er begyndt at fylde i min hverdag og forhåbentlig starte nogle sundere vaner der kan spille sammen med at skulle løbe-træne 4 gange om ugen. Samtidig skal det ikke være sådan, at jeg ikke engang imellem kan gå ned og forkæle mig selv med en Chriis Peanutbutter og chokoladestykker is i Meny (I fornemmer vel at dette er det øjeblik, hvor min ellers stædige, målrettede personlighed får en rygrad som en regnorm, imens jeg står der foran frysedisken og lader min mundvand komprimere alle andre varer i frysedisken).

Derfor har jeg fra i dag sat gang i en ny aftale og så må vi se, hvor lang tid jeg holder fast i den. Jeg må ikke købe slik, Chips, is eller købekaffe, medmindre jeg har været ude og handle for en anden igennem Rema 1000 geniale initiativ Vigo!

Vigo er det her geniale initiativ, hvor man nemt kan lade andre handle for sig og man kan nemt handle for en anden. Og så kører det hele over mobilepay, så man skal ikke have kortet frem. Jeg bruger selv Rema1000 app til at lave ugens indkøbsliste fordi den bare er god og jeg har brugt Vigo 2 gange før, hvor jeg har handlet for nogen. Jeg synes bare det er så fint at man kan handle for andre der af forskellige årsager ikke selv kan. Og så får man en mindre kompensation for besværet.

Og det er her min lille aftale med mig selv kommer ind. For den kompensation må jeg bruge på lige det jeg har lyst til! Men det kræver at jeg letter røven og gør noget godt for en anden.

Så må vi se om det gør en forskel! Jeg har ihvertfald ikke råd til det andet. Projekt “find et arbejde” er nemlig stadig in motion med langsom fremgang.

Så med denne erklæring ønsker jeg jer alle en god uge!

Share

Alt imens de fleste danskere valfarter ned mod sydens sol og hedebølge, befinder jeg herhjemme, på et kontor i en kælder, hvor jeg taster løs på tastaturet, fordi jeg efter snart to måneder stadig ikke kan få snabela’et frem via genvejstasterne. Den vil stadig ikke. I dag tog den sidste ansatte i den afdeling, jeg fortiden har æren af at befinde mig i, på ferie, og jeg var pludselig “the last woman standing” imens alle synes at tage en 3 ugers pause fra mails, telefonopkald og jeg ved ikke hvad. Rundt om frokostbordene i kantinen har jeg her den sidste tid hørt brudstykker af samtaler der har handlet om 3-ugers lange ferier fra arbejdet. Imens samtalerne går om feriedestinationer og regnvand i haverne, tænker jeg tilbage på dengang for to måneder siden, hvor jeg var overbevidst om, at jeg aldrig ville komme ud af de labyrintgange min arbejdsplads er. I dag sniger jeg mig ind af bagindgangen og har en nogenlunde fornemmelse af, hvor alting befinder sig. Livet er godt.

Så alt imens mine midlertidige og dygtige kollegaer hungrer efter lange ferie-pauser, finder jeg mig selv blot hungrende efter den forekommende weekend i selskab med gode venner og løbeskoende. Det til trods for de sår jeg har fået på begge fødder, fordi jeg absolut skulle være så ambitiøs at løbe 13 km i nye løbesko og dagen efter forsøge at løbe 15 i de gamle med vabler/sår på hælene. Jeg indrømmer, at jeg går meget langsomt i dag.

Denne sommer byder på en anderledes oplevelse end jeg er vandt til. Jeg har ikke længere den luksus af en 2-3 måneder lang sommerferie. Da jeg ydermere endnu ikke har æren af et reelt arbejde, er det lidt svært lige at tage en uge ud af kalenderen til en velfortjent pause fra jobcentret, jobsøgningen og cv’er. Nogle gør det og jeg under dem det. Jeg selv tager mig til takke med de dejlige weekend-ture jeg kan tage og lader op på farten, blandt andet i rødbillet-bussen på vej mod Jylland. For det er et valg jeg har taget, og egentlig nyder jeg også muligheden for endelig at kunne engagere mig i noget konkret arbejde og se, hvordan et projekt kan komme godt på vej, blandt andet fordi jeg er kommet med konkrete forslag. Jeg nyder min nuværende virksomhedspraktik – og jeg ville ønske, jeg kunne blive der mellem alle de fantastiske mennesker og lære en masse mere! Samtidig glæder jeg mig til det kommende løntilskud, hvor nye opgaver og nye oplevelser venter. Livet er godt og der er massere af eventyr i vente, selvom de ikke involverer brun læderhud og hedebølger.

Lige nu arbejder jeg frem mod et reelt arbejde og jeg glæder mig til en kommende fremtid der ikke blot handler om at nå frem mod næste lønseddel. Jeg glæder mig til engang at kunne planlægge en længere tur og jage de der varme solstråler i de hedebølge-ramte lande i min egen bil. Jeg glæder mig til den tid, hvor jeg ikke skal vende hver en øre og holde mig selv i nakken for at få det til at hænge sammen. Men lige nu glæder jeg mig over at have noget at stå op til om morgen. Til følelsen af at jeg og mine evner kan bidrage til noget helt konkret. Og at jeg kan få lov til at møde så mange fantastiske talentfulde mennesker.  Og så glæder jeg mig nok bare til at nå frem til min venindes lejlighed, tage skoene af og nyde deres TV!

Tankefulde sommerhilsner herfra og god ferie til de heldige.

 

Share