Mandag d. 15.07.19 – Lidt om at lave planer, som går lidt meget i vasken.

Ny by, nyt hostel, nye mennesker

Jeg havde været en anelse nervøs over næste stop. For hvordan skulle Mitzpe Ramon nogensinde kunne leve op til den oplevelse Ein Gedi havde været? 

Det var derfor med en lidt lav forventning, at jeg trådte ind på Hostlet, som af andre rejsende mentes at være et hippie-sted, hvor det var en absolut nødvendighed at huske soveposen.

Tryghedsnarkoman på ene rejse

Indtil da havde jeg taget et skridt af gangen, for Mitzpe Ramon var en by jeg ikke havde oplevet før og det gjorde mig unødvendigt nervøs. Nye steder og jeg er bare ikke særligt gode venner.

For når jeg skal ud til nye steder eller nye ting, dukker tryghedsnarkomanen bare altid frem fra gemmerne og prøver at bilde mig ind, at det bedste er, at snige mig steder hen jeg allerede har krydset af listen.

Af ren og skær erfaring fører en sådan tilgang blot til depression hos undertegnede, og derfor har jeg udviklet den her forsvarsmekanisme jeg gør, når jeg kan mærke, at det ikke er gensynets glæde, der prøver at bilde mig selv ind, at det er genialt at tage tilbage.

For det første er det bare utroligt vigtigt for mig, at udfordre det der “bange for det ukendte”. For det andet handler det simpelthen om, at tage et skridt af gangen og give det den tid det tager. 

Endnu en gevaldig overraskelse

Derfor var det helt bogstaveligt med kæben i gulvet, da jeg endnu engang på min rejse blev rimelig imponeret over sted, by og omgivelser. Endnu en mulighed for at kunne udforske min nye kærlighed for at hike var opstået og jeg glædede mig til at finde ud af, om jeg kunne få det til at lykkes. 

Jeg lagde derfor planerne ret stramt. Meget at se på meget kort tid. Jeg ville gå langs krateret om morgenen, om eftermiddagen se “the Spice quarter” (hvor jeg boede) og tage tilbage til en af udkigspunkterne om aftenen og se solnedgangen. Næste morgen ville jeg tidligt op og se solopgangen og så overveje en 4 timers hike i krateret inden jeg hoppede på en bus mod Haifa. 

Man kan lave alverdens planer… 

Det var derfor med stor forventning, at jeg drog afsted den mandag morgen. Jeg havde gjort det hele klar. Købt tonsvis af vand. Havde snacks til blodsukkeret. Og var generelt godt kørende. Indtil jeg pludselig skulle på toilettet.

Min krop havde besluttet sig for denne morgen at være ekstra modtagelig for hvad der end var i det jeg spiste og det var en skuffet Katrine der måtte vende snuden tilbage mod Hostlet.  

Jeg blev faktisk bare helt vildt forskrækket. Selvom jeg har det godt under omstændighederne og kan stå oprejst uden de store problemer, var min mave bare ikke min ven. 

Når man ikke lige kan finde et ben at stå på

Det er bare generelt ekstra skræmmende når man pludselig mærker kroppen svigte og man ikke helt er sikker på, om det er nu man skal søge hjælp eller om det var i går. Og så er der altså bare lang vej hjem.

Da jeg efter at have talt med alverdens personer i Danmark – rejseforsikring, Falck, mor – og endelig tog mig mod til at indrømme overfor de frivillige, at jeg muligvis i morgen kommer til at få brug for en læge, var det med stor forståelse og omsorg, at de satte himmel og hav i bevægelse for at hjælpe mig. 

Nu må vi jo så se…

Det gav mig ro i sindet og efter den uro var væk, havde jeg det faktisk bedre. Jeg tror uroen, nye steder og det at være alene somme tider bare kan blive for meget. Og nogle gange har man bare brug for en venlig sjæl, der i sin adfærd giver en krammer og en underforstået: “Vi skal nok hjælpe dig!”

Så nu er klokken 20.00. Jeg spiser min havregrød til en solnedgang jeg gerne ville have set under andre omstændigheder. Og om lidt tager jeg endnu engang mod til mig og går i seng. 

Jeg håber at de op mod 6+ liter vand, den klamme væske 1813 fik mig til at lave (se evt video på deres hjemmeside) og den lige så klamme væske fyren i receptionen gav mig og sagde: “Det her har hjulpet mig”, kommer til at gøre hele forskellen. 

Det var dog ikke lige dét her, jeg havde planer om i Mitzpe Ramon. Men så er det jo godt, det forhåbentligt i morgen blot er på gensyn. 

Share

Lørdag d. 13.07.19 – Og hvorfor er det lige, jeg ikke har gjort dét her noget før?

Ein Gedi – en perle i ørkenen

Wadi David

Det var som taget ud af et afsnit af Criminal Minds. Øde. Ikke et øje at se ud over den besynderligt charmerende men ikke synderligt venlige gut i receptionen. I mit hoved begyndte afsnittet med mordet på undertegnede, imens denne sov ubevidst på en af teltenes madrasser under airconditionens kølige luft. 

Men efterhånden dukkede folk frem fra deres skjul. Flere havde egne biler og kunne bevæge sig mere frit. Andre var lige checket ind som jeg selv, og næsten løb ned til bussen for at nå at se det sidste inden solens lys forsvandt. 

Jerusalem – en recap

I Jerusalem var mit personlige mantra ret hurtigt blevet: “En dag af gangen, Katrine”, men det blev faktisk hurtigt ikke nødvendigt. Den sprudlende Bazar, livet ved grædemuren, min de-tour i Ein Kerem, hemmelige indgange til kirker og opdagelsesrejser igennem Israels sko-verden – uden resultat btw – gjorde den store forskel og jeg endte med at falde helt på plads og finde en rytme.

Mit personlige mantra blev dog de sidste par dage erstattet med ‘kun en nat tilbage’. Det undrer mig generelt bare rigtig meget, at gæster somme tider forventer hotel-standarter, når man checker ind på en sovesal for kvinder på et hostel. De sidste to nætter kunne jeg derfor se meget frem til at skulle videre, og mange ting blev udsat til den sidste del af min tur, hvor jeg igen rammer Jerusalem.

At rejse med Diabetes i 40 graders varme

Næste stop havde jeg nemlig besluttet skulle være Ein Gedi. Der er ikke mange overnatnings-muligheder og jeg valgte derfor den billigste. Man kan aldrig rigtig vide, hvad man møder, og jeg havde derfor sat alle forventninger helt ned. Men den her gang tog det simpelthen fuldstændig pusten fra mig. Bjerge i baggrunden, det døde hav i forhaven og midt i ingenting er der permanent opstillede telte med aircondition (HALLELUJA!).

Teltene og udsigten i Ein Gedi

Men som jeg sad der og var igang med at pakke ud, gik det op for mig, at 40 grader ikke lige er noget insulin og målestrimler er så gode venner med. Mine målestrimler må højest være i 30 graders varme ellers virker de ikke optimalt og således også insulinen – altså den der er i brug. Dem der ikke er i brug er lidt en anden udfordring.

At rejse med diabetes giver lidt andre udfordringer, end hverdagen byder på derhjemme. For hvordan sikrer man, at man har nok udstyr til at kunne måle hele vejen igennem, men samtidig at det faktisk virker, når man så skal til at bruge det? Derudover var jeg faktisk heller ikke sikker på, hvad min diabetes generelt synes om over 30 graders varme.

Det hele var lidt spændende, da jeg besluttede at besøge Wadi David fredag. Jeg havde tænkt, at hvis jeg tog den nemme hike først, så kunne jeg, et par erfaringer rigere, udfordre mig selv med den sværere senere. Nu faldt tingene sådan sammen, at begge parker kan nydes, på samme dag for billige penge og derfor gik der en smule nærig-røv i mig, da jeg efter ikke ret lang tid, forlod Wadi David.

Wadi Arugot viste sig at være en anelse besværlig og jeg må indrømme, at jeg var lidt træt af at være lidt af en nærigrøv, efter at mine sandaler var gået i stykker i Jerusalem. Men udover udfordringer rent sko-mæssigt, var det alt i alt en kæmpe sejr at komme halvvejs i den 3 timer lange hike og specielt taget i betragtning, at mit ellers høje blodsukker dykkede et øjeblik.

Generelt er jeg blevet mange erfaringer rigere af at rejse med diabetes, og der er ting jeg helt klart skal tage med mig, når jeg kommer hjem. Men nok om det til en anden god gang.

Slow Down, take time, it’ll be okay

Ein Gedi var bare generelt en oplevelse af, at komme helt ned i gear. Hvis man ikke har bil, er det faktisk ret svært at komme rundt. Derfor brugte jeg ret meget tid i campen. Men det gjorde faktisk ikke det store.

Efter halvanden uge der havde bestået af at gå og gå og gå, var det som om min krop, sjæl og sind sagde, “ikke flyt dig endnu”. Så der sad jeg. I en af barens loungesofaer under en voldsom blæser, der ikke hjalp på de næsten 40 graders varme, og læste med den vildeste udsigt over det døde hav på min første dag. Og der sad jeg. I en lænestol, med mine bøger, med udsigten til Ein Gedi’s mange bjerge på min tredje dag.

Generelt skal der helst ske noget og jeg skal helst lave noget. Men en dag midt i det hele til at tillade lørdagens shabbat, at overtage ens dag er ikke så slemt.

Og med det, fik jeg mod på at tage udfordringen op og tage endnu længere ind i Negev ørkenen. Helt ind til Mitzpe Ramon, som efter sigende skulle have nogle helt vilde ørken-hike muligheder.

Share

Lørdag d. 06.07.19 – …når man går minimum 20.000 skridt om dagen…

Tel Aviv – en kærlighedserklæring

Jeg havde faktisk ikke helt regnet med det. For Tel Aviv har altid stået for mig som den kedelige by sammenlignet med det religiøse liv ved Grædemuren i Jerusalem, munkene der synger i krypterne i kirken i Nazareth eller bådture over Genezaret sø i Tiberias. Men den her gang faldt jeg simpelthen pladask for den.

Det er ikke bare den badeby jeg førhen har set, men en by der gemmer perler af kunst og kultur – hvis man altså gider bruge tiden på at lede. Det var Tel Aviv Museum of Art. Det var Jaffa-bydelens små snørklede gader og overraskende natteliv. Det var det faktum at man sagtens kunne tage en løbetur ned af strandpromenaden og finde en stille, uforstyrret plet i en park til at lave squats (bl.a.). Det var is-kaffen, maden og caféerne.

Hillsong Israel – One House Many Rooms

Og så var det Hillsong Israel. For selvom størrelsen og lovsangen ikke er som kirken derhjemme, så var der bare noget charme over kirken og en følelse af at være hjemme. Et hus, mange rum siger de – og det er også rigtigt. Og var det ikke for det faktum, at man gør så meget ud af, at det faktisk føles sådan i Hillsong-kirker verden over, var jeg nok ikke trådt ind i den.

For som jeg sad der, placeret på 2. forreste række, måtte jeg indrømme, at den her by kunne jeg sagtens bo i, hvis muligheden bød sig. Samtidig slog det mig, hvor vigtigt det er, at vi faktisk støtter kirken, selvom man er på ferie. Bare fordi jeg er på ferie, er min tro det sådan set ikke – og der er vel altid en kirke uanset, hvor man er i verdenen og hvor er det vigtigt, at selvom man kun er der en enkelt gang, at man så alligevel støtter op om det kristne fællesskab, der er i det land man besøger.

Hillsong Israel er stadig ved sine spæde skridt, men hvor er det altså vigtigt at alle de Hillsong’er der er verden over faktisk støtter op om det arbejde der bliver gjort. Uanset hvor fancy og stor en Hillsong kirke man kommer fra. Det var for mig en sund reminder om, at der var min kirke også engang – og det har taget blod, sved og tårer for de der virkelig kæmper for det, at kirken er kunnet komme dertil, hvor min kirke er i dag. Hvorfor skal jeg så ikke støtte op om det arbejde andre gør i andre lande?

Jerusalem – det er altså en ommer

Men selvom jeg elskede Tel Aviv, havde jeg fredag besluttet mig for, at jeg ville vende næsen mod Jerusalem. De næste 6 nætter skulle jeg bruge på søster-hostlet i Jerusalem, til det helt vildt fantastiske Hostel jeg boede på i Tel Aviv. Forventningerne var derfor også derefter. For hostlet i Tel Aviv var hyggeligt, personalet venligt og imødekommende og værelserne rene, uden at være for fancy.

Jerusalem var bare alt andet end det. Personalet var næsten fjendtlige, og jeg følte mere, jeg forstyrrede hende midt i et vigtigt afsnit af serien hun så på skærmen bag skranken, end at hun egentlig gad sørge for min check-in. Værelserne var snuskede og virkede ikke helt rene. Hostlet var forsøgt hyggeligt, men fejlede bare helt generelt og så var stemningen bare helt forkert. Der herskede bare en stemning af mistillid og egocentrisme blandt gæsterne.

Jeg vil dog lige skyde en bemærkning ind om, at der er et fantastisk par (jeg tror, de er et par) som sørger for morgenmad på taget, der dog gør hele forskellen bag den kolde modtagelse i receptionen. Gutten er varm og kærlig, kvinden har øje for alt.

Den første modtagelse gjorde bare ikke starten af min tid i Jerusalem synderligt interessant, og den tid jeg egentlig havde tænkt jeg ville bruge ved Grædemuren blev brugt på unødvendige detaljer og personale, der virkede mistroiske og ikke synderligt hjælpsomme.

Ude godt – hjemme bedst

Men efter at have delt mine bekymringer med min mor – for hvor ellers ringer man hen, når skuden syntes at synke – besluttede jeg mig for, at tage en dag af gangen.

Man kan ikke forvente, at en strålende start på ens “ene”-rejse-eventyr når samme højder alle 5 uger. Derfor var det med næsen mod grædemuren, at jeg langsomt bevægede mig mod det gamle Jerusalem. Langsomt. For de der minimum 20000 skridt, jeg har gået, siden jeg ramte Israel, er altså begyndt at kunne mærkes.

Gensyn med Grædemuren

Jeg brugte derfor store dele af mine 2 dage i Jerusalem ved Grædemuren og i den dertilhørende bazar. At opleve hvordan shabatten bliver danset ind, hvordan byen lukker ned og hvordan ultraortodokse jøder valfarter ned langs gaderne mod den der sidste del der er tilbage af deres tempel, er bare noget helt specielt.

Hvor letbanen før havde kørt lystigt frem og tilbage, gik større jødiske familier nu hastigt mod muren. Jøder med hvad der ligner bjørneskinshuer og badekåber kom halv-løbende med deres lange slangekrøller fra bakkenbarterne flyvende bag sig.

Shabbat Shalom

Der er bare noget fascinerende over jødiske familier lige der ved Grædemuren på en fredag aften. Det er familier der kommer sammen i deres fineste tøj, med børn på armen, teenagere rendende bag dem og klapvogne op og ned af den stejle trappe. Det er fædre og mødre der med deres børn i favnen kærligt forsøger at danne sig et overblik over flokken – og om alle nu også er med. Det er ægtemændene klædt nobelt i dagens anledning der beundrende kigger efter kvinden i deres liv. Fædre der ikke er bleg for at tage baby-duty imens mor er inde for at bede. Det er mødre og fædre der småskændes bag hatten og parykken: Sikkert ikke om noget synderligt vigtigt. Det er kaoset der følger en shabbats-fejring – er alle nu med? Kan vi få klapvognen op af trappen igen? Har vi husket at ønske alle Shabbat Shalom? Det er fædrene med deres små mini-me’er med skjorte, kalot og trådene stikkende ud af skjorterne. Det er de ældre søstre, der bærer på de yngre. Og så er det stilheden efter stormen af mennesker ved muren.

Dét er shabbat ved grædemuren – og der er intet der kan måle sig med en oplevelse som dén for en religionsnørd som mig.

Share

På en lidt for detaljeret manér – vil nogle mene – har jeg valgt at holde en lille rejsedagbog her på bloggen. Ikke fordi jeg tror min rejse er noget specielt, men det er den sådan set for mig og derfor skriver jeg om den. Den er speciel fordi jeg gør det alene, fordi det er vigtigt for mig som single at kunne gøre det, og fordi jeg rejser med type 1 diabetes. For mig var det fortællinger som denne, der gjorde at diabetes ikke på noget tidspunkt blev til en sygdom, men en feature der kan overkommes. Denne gang er fortællingen min egen, og jeg håber, at jeg med denne kan give min egen overbevisning videre til andre ny-erklærede diabetikere om, at livet ikke er slut, bare fordi man har fået en ekstra feature. I kan vælge at læse med eller lade være. Det betyder ikke så meget for mig. Derfor, lad os begynde fra begyndelsen…

Mandag d. 01.07.19 – store rejsedag.

Fortællinger fra en lufthavn

Det startede en anelse hektisk. Normalt er 2 timer før en flyafgang nok, men i dette tilfælde ville jeg ønske, jeg havde min gode veninde Sanne’s skepsis mod lufthavne og flyselskaber, og derfor ville være kommet 3 timer før. For køen var lang til check-in og personalet virkede overvældet. Samtidig var der ikke rigtig mulighed for det der nymodens pjat, hvor man checker ind selv og dropper bagagen af som hos andre flyselskaber. Det betød at de stakkels to personer i personalet ikke bare var fuldstændig overrumplet over mængden af personer der skulle igennem. De brugte også, hvad der virkede som oceaner af tid på at få check ind overstået. 

Som jeg stod der i køen, kunne jeg hurtigt mærke, at min start på ferien ville afhænge af, hvordan jeg valgte at reagere. Jeg kunne stille mig uforstående op, brokke mig som parret bag mig og skælde ud, når det blev min tur. Eller jeg kunne vælge at forsøge at holde modet oppe, smile af det hele og ikke forsøge at finde forklaringer og brok hos andre, lettere besværlige passagerer. Det holdt hårdt, og selvom gutten i skranken erklærede, til min store irritation, at jeg havde fået en stand-by plads og derfor muligvis skulle ombooke hele min rejse (HVORFOR er det, at jeg valgte en fleksibel billet OG IKKE at købe mig til at kunne vælge plads i flyet? HVORFOR?), valgte jeg at tage det med et træt smil, der viste min frustration uden at lade det gå ud over den stakkels fyr i skranken. Men som han sad der og forsøgte at checke mig ind til hele turen, og ikke kun til Prag, skete det mirakel, at jeg pludselig fik plads på flyet og derfor kunne skynde mig igennem security og op på mit fly. 

Det der kunne have været et mareridt, endte derfor med en lykkelig Katrine, der kom til alle de rigtige fly, og tilmed IKKE mistede sin bagage i transit. Til gengæld er udenlandske lufthavne meget uforstående og uoplyste om det geniale ved at have en smoothies eller juice ved hånden, når man har diabetes og insisterer på et læge-brev, hver gang jeg spørger, om det er ok. Det er lidt et problem, når man laver det helt store sikkerhedstjek og lukker passagerne ind i et glasbur, hvor den eneste snack/drikke-maskine ikke synes at virke. Note to self til en anden gang jeg skal til et land med højt sikkerhed ind og ud af landet – tag sukker med i form af fast føde. De flydende går kun i København.

Et gensyn med den israelske sikkerhed

I Israel var det hele, som jeg havde forventet. Køen i Ben Gurion Lufthavn var ikke så frygteligt lang, men det var ventetiden. Desværre hersker stereotyperne også stadig, da 3 arabisk-udseende mænd blev holdt tilbage, fordi de åbenbart skulle igennem et yderligere sikkerhedstjek. Til gengæld viste sikkerheds-gutten lidt ekstra overskud, da han insisterede på at føre en kvinde med en teenage-datter og en pige på ikke mere end et år på armen forrest i køen og igennem sikkerhedstjekket foran en flok måbende, ventende mennesker – tilmed fra en helt anden kø han egentlig ikke behøvede at bekymre sig om. Moren blev lykkelig. Babyen stoppede med at skråle. Og jeg måtte erkende en lille tanke, der poppede op om, at jeg da virkelig elsker når sådan noget sker. I LOVE IT. Nogle gange kan historierne fra Security i Israel godt være fortællinger om mennesker der fører én igennem lange, seje sikkerhedstjek, hvor man bogstavelig talt bliver checket i hoved og røv, og somme tider en anelse grænseoverskridende. Disse historier gør ofte menneskene, der egentlig bare passer deres arbejde, til nogle hårde bananer med en facade af stål. I dette tilfælde blev manden bag glasset ikke en hård, uforstående mand – men et menneske med et hjerte. Det var måden han sad med hovedet hvilende i den ene hånd og et interesseret, overbærende blik mod en ældre dame der skulle fortælle om sin rejse. Måden han hurtigt, professionelt og uden at blinke førte moren til to frem og igennem. Eller måden han kiggede undrende på mig og udbrød: “FIVE WEEKS??!”, da jeg fortalte ham om mine rejse-planer. 

Generelt er det bare historien om menneskene jeg møder på min vej hernede. – Manden på lufthavnens togstation som fik mig foran i køen, fordi han mente, jeg havde ventet længere end de andre, og fordi han også mente, at turisten da havde brug for professionel assistance i form af en medarbejder til at administrere billetmaskinen. – Eller hvad med kvinden der forbarmede sig over den stakkels dansker, som vidst var kommet lidt på afveje i et fortvivlet forsøg på at finde sin bus, og førte hende hen til rette sted. – Og den ældre buschauffør, som kun kunne meget lidt engels, der med en opgivende barmhjertighed lod selvsamme dansker køre gratis en halv time i hans bus, fordi hun viftede med gammeldags metoder som pengesedler i et forsøg på at købe en billet. Der er noget over det at være alene kvinde i et helt andet land, med en helt anden kultur. Det er som om det stråler ud af en og folk bliver lidt ekstra blød om hjertet. Det gør det altså lidt nemmere at spørge om hjælp, når man står på herrens mark og ikke rigtig ved, hvor man skal vende og dreje. 

Sejren ville ingen ende tage

Da jeg derfor endelig landede på hostlet, selvfølgelig et par timer senere end de var blevet informeret, var det dog stadig med en følelse af stolthed over, at jeg faktisk sad der – med en pakke brød, israelsk humus, chips og cola zero. Der sad jeg, på tagterrassen og nød min aftensmad til den lette aftenbrise, som ikke vidnede om dagens ellers 30 graders hede. Brisen blandede sig med en lydbølge af moskeer der kaldte til bøn fra alle verdens hjørner og festglade mennesker der spiste og dansede til musik fra Jaffa’s barmiljø. Som sjovt nok om dagen er skiftet ud med et stort pulserende loppemarked, hvor man kan købe alt hvad hjertet kan – og ikke kan – begære. 

For mig var det hele bare en stor sejr. For det betød at jeg var kommet igennem security med medicin og hjælpemidler til flere måneder (let’s be honest). At jeg havde fundet frem til Hostlet selv uden at kunne læne mig op af en anden jeg kendte. At jeg havde bevæget mig ud i aftenlivet for at finde aftensmad. At jeg havde overskuddet til at finde tagterrassen og køkkenet. Det er ikke selvfølger for mig. Jeg kunne nemt godt have ladet mig overbevise om, at hostlets tildelte seng var det eneste område, jeg skulle bevæge mig i den aften. Derfor kunne udforskningen – selv af det hostel, hvor jeg skal bo i nogle dage – være en udfordring. Spørg mig ikke hvorfor. Måske er det tryghedsnarkomanen der taler. For at skabe tryghed omkring det at rejse alene, har jeg for eksempel hele tiden sagt til mig selv, at hvis jeg kan finde frem til hostlet og bliver der i alle 5 uger og tager hjem igen, er det stadig en rejse med stor succes. Det er blevet konstateret af min underbevidsthed, mest af alt fordi jeg vidste, at når jeg først sad der, ville min stædighed og mit nysgerrige sind skinne igennem og føre mig videre. 

Så med det in mind gik jeg i seng til lyden af det pulserende natteliv, og med et blodsukker der vidnede om, at det ikke kan lide at flyve. Så er man den erfaring rigere. Nogle gange kan mit blodsukker godt være som et lille barn, der har sine helt egne idéer om, hvad det kan lide og hvad det ikke kan lide. Heldigvis har vi været enige om i dag (tirsdag), at vi godt kan lide at rejse rundt i Israel. Men nok om det i morgen.

Share