Something dangerous about a woman;
Content with how things are;
In acceptance of the season she is in.

Loving what is today
Knowing that, accepting a season
does not make it permanent.

Change is happening
In all spheres of life;
some just quicker than others.

Taking away all distractions
Allowing her to focus on the reality
Seeing the possibilities for the future.

Possibilities not distracted
by norms of others.
by what she is ‘supposed’ to do.

But having true freedom
to feel, deep down;
“What is my God-spoken way of life?”

Share

During one of my “seasons of sorrow”, yearning for the circumstances I didn’t get to experience, I found myself reading Timothy Kellers book “The Meaning of Marriage”. I wanted to figure out what it that marriage-thing actually was and why I wanted it so badly. As I reached the end it dawned on me: As much as I did want that kind of marriage…

I just didn’t want that right now.

Suddenly, I found myself in a new situation. What do I do when that one thing I’ve been yearning for and in sorrow of not having for so long, is the one thing I want at some point in the future – I’m just not ready right now? In this season of life, everyone around me seems to settle down, can it be socially acceptable as a Christian to not want to get married and have a family life at this moment? Would that mean that my chances would pass and never come back?

And, so began my first season of acceptance. I remember it not being a walk in a park, but it set me free from a lot of expectations I had. It gave me space to actually feel and not try to feel what I thought everyone expected me to as a single believer at the end of my twenties.

Just because I accepted the state of things right at that moment, it didn’t mean I wanted it that way. It didn’t mean I was okay with being single. It just meant I found the ability to love life and accept it. I found the ability to accept the road I was on.

Loving single life doesn’t mean that it is set in stone that I will be single for the rest of my life… And thank God for that!

A year ago I found myself at my mom’s wedding. I chose to love the irony of attending my mother’s wedding and that she got to experience while I was still waiting for that first time around. Despite this, pretty much every member of our distant family gave me “much needed advice”. One told me not to grow too comfortable. Another, to get moving.

That did not make me go home feeling cared for and comfortable enough to jump at any chance of a date. It made me go home feeling uncomfortable, unloved and wrong.

The thing just is, that you can do everything right and still not hit jackpot. Finding someone is a miracle on it’s own. And yes, we do need to do what is natural in order for God to pull his overnatural, miracle way.

The thing just is, that I don’t want to settle for less. I want to be with that God-chosen one. And that takes time, work and a miracle.

At the end of the day, I’m the one who has to pull myself up every time yet another one has a band on that “leadership finger”. Yet another one turned out to have a girlfriend. Yet another one wasn’t interested in me like that. Yet another one found my boundaries too much. Not you.

And that is why I made a rule of acceptance in my single-chronicles:

Accepting life never makes any state of life permanent. It just makes it liveable. And a whole lot more fun to live!

Share

I’ve heard life compared to seasons. That spring-feeling that spreads through you when love takes every thought, every action hostile. I know about parts of life being compared to a dessert. Every step is taken in agony – yet, all you can do is put one foot in front of the other.

Personally, I’ve always found life to be like a hallway. Some you rush through like a wind, others you’ve been camping in for so long that you know every detail of that one room. Sometimes you find yourself in more than one hallway at once. At work things are flying, while in your home-life-hallway you may find every door locked or barricaded.

We’ve all been there. That one barricaded hallway where there seems to be no breakthrough.

To me, that “all to familiar”-hallway is my singleness. I know every surface of that room, every colour, every detail. I even try to splash things up a little, brigthen it up, making it home.

Every once in a while, I try to push through to see if ‘now is the time’, but the doors in this one hallway always seems so unnaturally barricaded. Every once in a while something happens, but I always end up back in that room, counting the boards in the sealing, waiting for the extraordinary.

I don’t understand why. I don’t understand why I can’t, when so many around me gets to. But I know how it feels when it’s a God-timing.

Though, my heart is not there yet my reasoning, mind and senses knows that Gods timing is the one to count on. I know how it feels when God wants something in my life.

Sometimes God scatters opportunities in front of me, sits back and watches me take up the pieces, studying them and choosing. Other times, it is like I don’t even have to push any door open. It will be opened for me and I will be forced through, kicking and screaming like the kid in a supermarket not getting that one candy bar.

Over the years, I’ve learned that change doesn’t necessarily happen because I do something extraordinary. I can prepare the circumstances. I can even try to prepare myself. But in the end, God is the one doing the extraordinary, and if he doesn’t think it’s time – it won’t be.

The hardest part is not waiting or going through the process of the wait. It is not trying to believe it will happen in my own life or to someone else. Having chosen him to lay the road before me, I can’t know when, where or with whom neither in my life nor for the people around me. While the wait is hard, the hardest part of it is the fact that we are waiting for his timing. Not mine.

In the midst of it all, taking desires and life-wishes off the table, the ultimate hardest part is praying ‘Thy will be done’ and trusting that no matter what, the road laid before me is the best road taken.

I don’t know why I’m single. I don’t know why you are. I don’t know whether I’ll ever not be. But I trust that God knows what he’s doing. Even if my fleeting heart doesn’t always agree I know that the process he is taking me through is the best for me. Though this road is narrow and less travelled, I choose to trust the one that can do extraordinary things instead of my own abilities to create a destiny.

Share
Photo by Art_of_ROSH on Unsplash

Photo by Art_of_ROSH on Unsplash

Life took a drastic turn for me and my siblings when our dad died 7 years ago. He passed away while on a holiday in Egypt – a holiday my very generous brother had given him as a present. Little did we know how this one loss would start an avalanche of events in all of our lives.

You see, me and my siblings are three very different, yet on some levels similar people. Thus, we also had three very different ways of taking care of our grief. And while we also had to learn how to make grief a part of life, mental health issues started to surface in my siblings lives as well.

The past seven years we’ve had to deal with a lot of different terms of way they act and find explanations to those that did not necessarily fit the people my sister and brother were and are. Because, sometimes it is not my brother or my sister acting, but that something inside them telling them to go against their common nature. And on that note, one thing is fighting against things your body is physically trying to express, another thing is, when you can’t seem to trust your own mind and psyche.

In all of this, my siblings are growing to become two very strong, independent people who in their own ways are handling whatever is thrown at them with grace and dignity, knowing the strength of asking for help and getting to know when is it themselves acting and when is it that mental illness inside of them speaking. Seeing these two people grow up with seemingly all odds against them and still becoming the best versions they can be is an awestriking experience knowing that their fight against themselves along with everything else.

But here am I. The healthy one. And it’s not that I don’t love my family or that they could do anything different. But when everyone around you are fighting battles against themselves and is in need of extra attention due to their mental wellbeing, one thought has started to surface within me.

What about me?

I am healthy, yeah. And, yes I am strong enough to carry a little bit extra. But sometimes I am looked towards as if I don’t need the extra attention every once in a while. I am being put in the – “She is healthy, so I don’t need to ask how she is or check up on her or compliment her”-box.

Yesterday, I was calling my mother – who in her own way are trying to find a way to be mentally and physically stable in all the storms she finds herself in at the moment, and I threw a rather “on the edge of being cruel”-joke. “I guess, I have to invent a mental illness to get people’s attention in this family. ” followed up by the laughing comment whether this one joke was made “too soon? ”

But if I for a moment have to look past all the social conducts, how I am supposed to think about it all and the expectations of the strong elder sister, I find it hard to overlook the feeling of being so much alone.

I feel like standing very much alone on top of Mount Everest not knowing who I can count on to catch me? I find myself moving in the shadows of my siblings illnesses trying not to be in the way of them getting the help and attention they need.

I know one of my siblings will hate reading this, because this one already struggles with the seemingly need of getting all of this attention in order to become a healthier version of oneself. And I’m not trying to destroy this process.

However, I can’t help but wonder, when the unthinkable, unrelatable crisis hits a family – who takes care of the healthy ones?

I thought I had learned how to create boundaries between it all. Where my role as the big-sis comes with a strong mind, understanding and a shoulder begins and where my life as a human being who has needs as well gets a role too.

But sometimes the two intertwine and get mixed-up. Sometimes I have to be the stable, understanding Big-Sis without being any of it underneath it all. It can get overwhelming having to surpress one’s own needs in order to hold another ones.

When is it okay to step back to gain stable ground again? When should I be the stable, understanding family-member without showing the chaos on the inside?

Share

14. Oktober 2018

Der har altid været en hvis forventning omkring det. Som om det var dér livet startede. Singlelivet synes at være en landeplage der skal kureres for enhver pris. Eventyret starter næsten altid med at man møder én, der tager én ud af hverdagens trivielle trummerum og befrier én til mere eventyrlige grønne fjelde. Jeg har altid på den ene side forsøgt at leve op til forventningerne, men på den anden fundet dem kedelige. Hvorfor skal jeg defineres af en mand? Hvorfor begynder livet der, hvor man mødes? Man formes vel også af det der sker før?

Hvorfor kan jeg ikke have et spændende liv der måske på et tidspunkt involverer en partner? Hvorfor skal vi snakke om partnerskab, dating og ægteskab som om de er løsningen på et onde i denne verden? 

Men selvom jeg er glad for mit liv, og de muligheder der langsomt begynder at bydes mig, vågner jeg til perioder, hvor følelsen og den enormt tomme, ekko-fyldte ensomhed fylder mig med længsel efter et partnerskab. En sådan periode er jeg i skrivende stund. Det er der hvor end ikke den mest dybtfølte lovsang kan få mit inderste til ikke at sukke og skabe forvirring i en stund, hvor jeg burde vende mit ansigt mod den Gud jeg tror på. Mit hjerte er flyvsk, og jeg kan ikke styre det. Bønnerne er overfladiske, men enkle: “Jeg har brug for dig, nu. Svar mig!” – Men der er blot rungende tavshed. Jeg ved, du er der. Jeg ved, du hører mig. Jeg ved, du ved bedst. Men det gør så ondt.

Der er en sorg i at miste. Reelt at miste. Der er en sorg i ikke længere at kende. Der er en sorg i det, man troede, man havde brug for, men ikke har. Der er en sorg i det man endnu ikke har, hvor man har mistet al håb. Der er en sorg i håbløsheden. Der er en sorg i livet. Men efter enhver sorg, venter der en trøst. Et håb. Et smil.

Jeg kan tælle på én hånd, de mænd jeg har mødt, hvor min første tanke var, “Wow Gud. Der har du virkelig taget dig tid!” Mindre overfladisk og objektificerende falder den fysiske tiltrækning for mig altid sammen med et godt indtryk af personlighed. Det er lige så meget den venlige natur og medmenneskelige omtanke der får mit hoved til at snurre og hjertet til at stoppe et øjeblik. – Og selvom jeg tror på, at Gud har taget sig tid med alle mennesker, falder tanken altid tilbage på mig selv. Ofte har jeg svært ved at tro, at der nogensinde er nogen der kunne se på mig på den måde. 

Jeg husker en aften, jeg tog hjem fra kirke. Det gik op for mig den dag, at se noget eller nogen som smuk er meget subjektivt. Jeg gik hjem med en følelse af, at det må betyde, at der er nogen derude der tænker sådan om mig, selvom jeg har svært ved at tro på det.

Jeg ser mig selv i Charlotte fra Stolthed og Fordomme mere end nogen anden. Selvom jeg hepper på Jane og Elizabeth, er det Charlotte’s frustrationer med at leve op til samfundets forventninger og leve i skyggen af de smukke Bennett søstre, jeg forstår bedst. Det har altid været en nagende tanke, hvad siger folk om mig bag min ryg? Hun er dygtig, intelligent. Det er bare ærgerligt at hun er så normal. Måske er det en kvindes lod. Et ønske om blot én gang at føle sig smuk. Ikke brudekjole, eventyrligt smuk. Men at se sig selv igennem et andet menneskes øjne. 

“He has made everything beautiful in its time. He has also set eternity in the human heart; yet no one can fathom what God has done from beginning to end. “

Ecclesiastes 3:11 NIV

Share

“…(vi) svigter kvinder ved ikke at forberede dem på de udfordringer og det pres, de vil opleve, når de prøver at leve kysk. Vil mange kvinder møde mænd, der forsøger at presse dem til sex? Helt sikkert. Men mange kvinder vil også opleve et pres, som måske føles endnu mere voldsomt og er endnu mere vanskeligt at modstå: presset fra deres egen krop, deres egen lyst. “ Lauren F. Winner i Den nøgne sandhed om seksualitet.

Vi sad med benene svingende ud over kanten på en alt for høj bænk igang med at komme “up to speed” med flere års liv. Hun er en af de personer, jeg ikke har talt med længe, men jeg stadig den dag i dag stoler på. Derfor var det ikke med hviskende stemme, at jeg indrømmede, at jeg nok i øjeblikket kæmper med en del “seksuel frustration” i kroppen.

For ser du, jeg har valgt at vente. Som barn var det sådan det var. Som jeg voksede i livet og i troen var det en helt naturlig beslutning, der for mig lå side om side med det at tro. Men når man er 30+ og ens krop bliver mere og mere bevidst om, at der ikke lige ligger et ægteskab rundt om hjørnet, er det som om min krop er gået lidt i panik.

Det var dog først der på bænken, i min venindes selskab, at jeg blev bevidst om og fik sat ord på, at det nok ikke var så unaturlig en kamp, jeg følte. For da jeg frustreret udbrød, at jeg følte, jeg kæmpede en umenneskelig kamp mellem det min fornuft fortalte mig og det min krop længtes efter, kom hun med den sidekommentar, at…

“…Kvinders seksuelle lyst stiger med alderen”.

Lige siden jeg kan huske det, har jeg haft et helt grundlæggende ønske om, at finde en at dele livet med. Jeg forventede, at jeg havde hele pakken inden jeg blev 30. Jeg har aldrig ønsket at singlelivet skulle strække sig langt ind i voksenlivet. Så da frustrationen voksede over, at det ikke rigtig lykkedes mig at ændre på, og mine venner og veninder begyndte at slå sig ned, førte min frustration ind i en undersøgelse af, hvad det egentlig var, jeg ønskede. Som den akademiker jeg er, begyndte jeg at læse bøger om ægteskabet, og det var i denne jagt på svar, at Timothy Kellers “Det Meningsfulde Ægteskab” blev en chokerende personlig opdagelse.

Jeg vidste efter at have læst hans bog, at hvis jeg skulle giftes, var det dét ægteskab jeg ville stræbe efter. Men hvis jeg skulle være ærlig overfor mig selv, var det nok mere en “McDrive”-løsning der egentlig lå mig på sinde.

Jeg drømte om at opleve, hvad det der “forhold” var for noget, men med den klare underbevidste agenda, at jeg ved førstgiven lejlighed ville finde en billet ud på den anden side og leve det frie singleliv igen.

Det stod mig lysende klart, at jeg ikke var klar og derfor gjorde det mig ikke det store, at jeg var single. Det var som om, de forventninger der lå indgroet i mig forsvandt og jeg kunne begynde at nyde singlelivet og alt det jeg kunne i det.

Jeg har nydt at se mine venner blive forelsket, blive gift, blive forældre og hvad to-somheden har budt dem. Men jeg har også nydt til fulde ikke at skulle stå til ansvar for nogen. At jeg har kunnet være der for menneskerne, jeg har omringet mig med. At jeg til sommer kan pakke taskerne og flyve mod ukendte destinationer, blot fordi jeg har lyst. 

Men i takt med at jeg bliver ældre og det seriøse liv begynder at indbyde sig, er mine perspektiver også modnet og jeg nærmer mig med hastige skridt ønsket om at ville binde mig til et andet menneske. Jeg kommer tættere og tættere på den bevidsthed, som i tidernes morgen stod mig klar, jeg ikke ejede skyggen af. Samtidig kæmper jeg også en indædt kamp imod en krop der biologisk fortæller mig, at uret tikker og tiden går. Det er som om min bevidsthed længes efter de der stille øjeblikke, hvor jeg kunne grine lidt for mig selv over de der kedelige par med hus, stakit, børn og volvo. Men min krop ser kun den intimitet, jeg efterhånden aldrig tror på, jeg kommer til at opleve.

Ved enhver lejlighed den kan finde, spørger min krop, min fornuft, “hvad er det der er så fikst ved det der med at leve i kyskhed?”, “hvorfor er det nu vi ikke må?” og “jeg vil jo bare røre…”.

Hvis det ikke var fordi jeg oplever Guds ultimative beskyttelse og at Gud på ingen måder har ladet min vej krydse med potentielle partnere der har villet presse mig til sex, så er jeg ikke sikker på, at jeg havde stået fast den dag i dag. Jeg er ikke sikker på, at jeg havde kunnet holde fast. 

Jeg er så umenneskeligt træt af løftede pegefingre, der fortæller mig, at jeg skal holde mig på måtten. Jeg er så træt af den der tyssende flovhed der syntes at sprede sig, når jeg prøver at sige højt, hvor meget jeg kæmper imod alt det min krop tror den har brug for. Jeg er træt af folk der bliver ved med at understrege, at man jo også selv skal gøre noget for det. Hvad ved de? De fleste bliver jo gift før de overhovedet var voksne. Ved de hvordan det føles, ikke at måtte og ikke at vide, om man nogensinde kommer til at må?

Men mest af alt er jeg bare så utroligt træt af at kæmpe imod mig selv. Jeg er i sorg over det jeg ikke har fået lov til at opleve og i sorg over den tilfredshed der vil komme, når kroppen giver op med at kæmpe.

Share

Jeg har funderet meget over, om jeg skulle dele denne del af mit liv og i så fald; Hvordan? Hvordan kan jeg skrive det ned uden jaloux-undertoner og nedgørende formodninger mellem linjerne? Hvordan vil det blive modtaget? Hvad vil folk tænke?

Samtidig synes jeg, at den perfekte verden, sociale medier synes at fremstille, påvirker kristnes behov for at vise det kristne liv som perfekt, uden fejl og smerte. Og hvis der så er smerte, er det som regel lovligt, hvis smerten og sorgen går hånd i hånd med døden eller barnløshed.

Typisk følger smerten over at være barnløs også et forsøg på at mediere den smerte man som enlig kan gå med, fordi ægteparret pludselig forstår den smerte der opstår, når man inderligt bare gerne vil noget, men ikke synes at kunne få det opfyldt. Jeg siger ikke at barnløshed ikke er hårdt og smertefuldt. Det ved jeg ikke noget om og vil ikke underkende den følelse og sorg på nogen måde! Men det jeg forsigtigt spørger er, om de to ting egentlig kan sammenlignes? For hvis I vil, er I jo to om smerten. Jeg er bare mig.

Jeg ved ikke, hvordan det er at leve i et ægteskab og de udfordringer og kampe der ligger i det at være to. Samtidig har ægteparret måske også glemt, hvordan det var at være alene. De var måske ikke alene særlig lang tid af deres voksne liv. Måske var det ikke noget der decideret gik dem på?

Når jeg deler mine frustrationer, observationer og tanker med mennesker i min omgangskreds, bliver jeg mødt med genkendelse og somme tider velment udfordring, som stadig anerkender de tanker, smerter og frustrationer, jeg går med. Men når jeg læser om det, er det typisk med forklaringer, udredninger og gode råd. Siderne fyldes aldrig bare med bare historien om smerterne og frustrationerne. Eller historien om glæden og lykken. Det er som om, det er noget der skal overstås. Noget man skal igennem for at komme til slutningen af filmen. Et kapitel der lige skal skimtes.

Måske handler min tilbageholdenhed for at dele også om, at noget dybt inde i mig skammer sig. Skammer sig over ikke at kunne møde mine egne forventninger til mig selv. Skammer sig over det store, sorte hul der vokser i mig, hvor ensomheden og singlelivet skriger endeløst ud af. – Det vil jeg gerne udforske, og du er velkommen til at komme med.

For jeg er ufrivilligt single, og jeg er ikke længere ok med at være det.

Share