21st of May: Ok, my project sucks. Not the tithing. But everything surrounding it. I am not administrating my life that well and I think I need a changed mindset in order to actually being able to. Because not being able to say no to coffee-trips and movies in the movie-theatre and so forth does not go hand in hand with spending too much money on “luxury food”. Despite the fact that I have cut down on my spendings on candy, chips and icecream this month, the alternatives are just so expensive at times.

So new plan, in June, I am to make weekly plans of dinner and lunch – and only to buy according to those lists. Furthermore, I am to only buy candy and chips on Fridays.

Share

Petra og DR3 har de sidste uger haft fokus på kvinder og deres måde at se på deres kroppe. Jeg har stædigt og indgående holdt fast i at se alle afsnit, fordi jeg synes Petra er sej at blotlægge sig selv på den måde. Men også fordi jeg allerede fra første afsnit blev klar over den proces, jeg selv har været igennem.

For snart 1,5-2 år siden lavet jeg en 180 grader livsstilsændring. Jeg oplevede dengang voldsomt “taklet” af en speciallæge i forhold til, at jeg kunne have et problemer med min kost. Det forårsaget et deja vy af mad og lækre ting jeg ikke kunne spise længere. Jeg elskede flødeskum, Ostepops, Sour Cream and Onion chips, chili cheese tops fra McD, Cheeseburger fra McD og så videre. Pludselig skulle jeg tænke mig om. Jeg skulle undersøge samtlige madvarer for gluten og mælk. Jeg skulle have fuldstændig styr på hvad der kom ind i munden og igennem mit system. En livsstilsændring blev dengang sat igang, der har været med til at ændre den måde, jeg lever med mad på den dag i dag.

Samtidig, tog jeg nogle skridt psykisk som skulle vise sig at gå hånd i hånd med mine konkrete livsstilsændringer ift mad og træning. I et bederum, i en større Aarhusiansk kirke, midt om natten (må jeg lige indskyde, at det er en meget lang forklaring om hvorfor i alverden jeg var der midt om natten – men det var altså meningen.) blev jeg bevidst om, hvor nedladende og ødelæggende mine egne tanker om mig selv var. Jeg blev bevidst om, at nogle de argumenter jeg fører og de efterfølgende tankerækker disse argumenter burde førte til, ikke stemte overens med min virkelighed. Jeg tænkte, at hvis jeg tror på en Gud der elsker mig som jeg er. Som har skabt mig præcis som han synes jeg skulle være. Så ville det være at sige til Gud, at han var virkelig dårlig til sit job, når jeg så på mig selv i spejlet og nedgjorde det billede der var af mig.

Det ville være at spotte det jeg troede på, når jeg behandlede min krop så dårligt – ift mad, men også ift det jeg fortalte mig selv.

Jeg begyndte at se mig selv i spejlet og sige højt for mig selv, at det var ok, at synes mine ben var pæne. Det har udviklet sig til, at jeg egentlig synes, jeg ser godt ud den dag i dag. Den dag i dag, hvor jeg har tabt mig og har fået den krop jeg hele mit liv gerne har villet have. Men sandheden er, at vejen til drømmekroppen ikke kun har noget om min ugentlige træningspas og omlægning af min kost.

Det handler i lige så høj grad om, at jeg i mit hoved ikke længere siger til mig selv, at jeg er grim. Eller at jeg er for tyk og at der aldrig er nogen der ville se på mig og tænke “Hun ser da godt ud”.

Selvom det da er et virkelig fedt kompliment at få, når man oplever at blive “tjekket ud” er det ikke længere det der betyder noget. Det der betyder noget, er det jeg siger til mig selv, foran spejlet om morgenen, når jeg står og betragter mit spejlbillede inden dagen skal til at begynde for alvor.

For mig har processen været lang. Den har handlet om at tillade mig selv, at købe tøj til mig selv som jeg synes sidder godt på mig. Selvtilliden har langsomt skullet bygge sig op, til at kunnet se på mit spejlbillede og tænke, “Kæft du er da flot i dag.”. De der falske tanker jeg har bygget op i mit hovede om, at jeg som den der evige single ikke måtte købe ting der var flotte og som ville klæde mig. At jeg skulle være ydmyg omkring mig selv og min fremtoning.

At gøre bugt med de negative og nedgørende tanker har været en lige så stor del af min proces som det at ændre min livstil ift træning og kost.

DR3’s “Petra elsker sig selv”, talte til mig. Programmet fortalte mig, at der var mange andre kvinder der kæmper med, det de ser i spejlet. Det pegede på, at nogle af de processer jeg har været igennem, har været nødvendige for, at jeg har kunnet se de forandringer der af gode grunde skete fysisk med min krop som flotte. For sandheden er, at hvis jeg ikke havde mine psykiske tanker med i forandringsprocessen, ville jeg aldrig have set mit vægttab og min forandring i min krop og min fremtoning som noget positivt. Mit spejlbillede ville stadig, psykisk have reflekteret en tyk pige med alt for mange deller – også selvom realiteten slet ikke var sådan.

Jeg har aldrig skullet kæmpe med overvægt. Ud over det som samfundet sagde til mig. Jeg har aldrig været helbredsmæssigt i klemme. Men min psyke fortalte mig noget andet. Mine negative tanker om mig selv ødelagde mit selvværd og min selvtillid. I dag er historien en anden og jeg håber at kunnet være en inspiration til begyndende forandringer. Første skridt er, bevidstheden om, at Rom ikke blev bygget på en dag og at vægttab ikke er nok. Psyken og tankerne skal også forandre sig. Den negative stemme skal forvandles til en stemme af motivation, af kærlighed, og af overbevisning om, at jeg er sej.

DR3’s program “Petra elsker sig selv” har bevidstgjort hos mig, hvad der skullet til, for at jeg den dag i dag kan sige til mig selv, at jeg da er for lækker. Men jeg håber simpelthen sådan at der er nogle damer derude i det danske land som vil begynde at tænke over, hvordan de tænker om sig selv. For mig var den en en til en samtale med Gud om, at jeg virkelig nedgjorde hans skaberværk. For andre kan det være, at se sig selv i Petra, der bare gerne vil kunne se sig selv i spejlet og ikke tænke “Du er tyk”. For i sidste ende handler det ikke om at blive fit og få den der model-krop nogle af os mennesker ikke kan få. Det handler om ikke at nedbryde sig selv og sit selvtillid/-værd. Det handler om at kunne ligge hovedet på puden og sige, “Fast en fed dag” uden at lade negative tanker om vægt og mad ødelægge livet for en. Det er livet simpelthen for kort til!

Share

Modet forlod mit sind i et split sekund. Lidt som når man mister luften af en mavepuster. Den her sag er virkelig ved at hænge mig langt ud af halsen. Det hjælper ikke noget, at de breve, hvorudfra jeg skal finde ud af, hvad jeg skal gøre for at løse det hele, ikke ligefrem skærer tingene ud i pap. Jeg er akademisk uddannet, men paragrafisk skrift er ikke ligefrem mit speciale.

Det er også som om at enhver henvendelse jeg foretager mig tager mig 2 skridt frem og 1 tilbage. Hver gang har der været en i den anden ende der ikke helt har kunnet forstå frustrationen og peget mig et andet sted hen. Når jeg så har fulgt deres anvisninger, peges der tilbage til udgangspunktet.

Lige nu kan jeg ikke gøre så meget. Andet end at jeg kan trøste mig med, at jeg gør, hvad jeg kan. Jeg gør, hvad jeg kan for at få løst den hårdknude mig og dagpenge-systemet er kommet i. Jeg gør, hvad jeg kan for at komme ud af dette irriterende system. Jeg gør, hvad jeg kan for at holde modet højt og hele tiden udvikle mig, i min dans med dagpengesystemet og job-mulighederne.

Jeg gør, hvad jeg kan. Men lige nu. Lige nu er det ikke godt nok.

Så nu vil jeg drikke de sidste mørke dråber af min trøste-Cola og snørre træningsskoene i et håb om at en god omgang træning vil være vejen frem for at bokse frustrationen ud af kroppen og holde fokus på de ting der kan være min vej ud af et frustrerende dagpenge-system.

Share

Snart kan jeg skrive 1 år som arbejdsløs på CV’et. Jeg er sikker på at nogle af mine læsere på nuværende tidspunkt vil skære ansigt og komme med et argument om, at det ikke er så godt at skilte med det. For det er vigtigt at vise arbejdsgiver, at man er aktiv. Hvilket jeg sådan set også er. Men det er langt fra pointen her.

I mit første år som arbejdsløs har jeg lært en masse. Et utal af ansøgnings- og CV-kurser og feedback-møder har lært mig, at det er meget individuelt, at skrive et CV eller en ansøgning. Man kan aldrig gøre det rigtigt. Der er altid et eller andet, en eller anden ikke kan lide. Det ene øjeblik skal man ikke skrive, at man er arbejdsløs (selvom det meget hurtigt fremstår af ens CV) eller at man er nyuddannet (henviser til tidligere kommentar). Desværre for mig, har et væld af arbejdsløse i København været til de samme kurser. Ikke ligefrem lovende for mit ønske om at stå ud og være den der unikke ansøgning som lige bider sig fast i HR-medarbejderens bevidsthed.

I dag sad jeg i et meget givende møde. Et råd jeg fik var, find det der er unikt for dig, og brug det. Alle går til informationsmøder med arbejdsgivere, sender uopfordrede ansøgninger og opfordrede. Det handler om at være den ene der sætter nysgerrigheden igang. Desværre har vældet af møder ved a-kassen og job-centret ikke ligefrem sat det fokus. Selvom det er blevet sagt flere gange, er det ligesom om at dét kursus som et jobcenter skilter med vil gøre den store forskel for mig, vil jeg hos et andet center kunne finde samme elementer i et kursus, der skilter med at være unik. Og alt imens jeg render rundt og tror at, det at gå til kurser ved jobcentret og a-kassen skal hjælpe mig med at fremstå unik, gør det mig bare som én i mængden. Som en del af den homogene bølge af akademikere der hvert år kæmper for at få et arbejde.

Så nu er det tid til at gøre noget andet. Noget nyt. Det er tid til at satse på de sider af mig selv som jeg har sat til side til fordel for jobsøgning. For ærlig talt, er det tid at sætte håndbremsen i overfor de ensfarvede, grå bølger af jobsøgende og skrabe i de grå overflader og ind til farverne i min personlighed.

Wish me luck!

Share

I sidste uge fik jeg æren af at fejre en veninde. Hun havde lavet fantastisk, vegetarisk mad og havde forsøgt at omdanne den til en glutenfri og mælkefri version. Hun er en af de veninder der er så god, at forsøge at sikre jeg også kan fortære noget, når jeg bevæger mig over broen til hendes hybel. Denne gang var det en pastaret, der var overstrøet med hjemmelavet ostesovs og ostestrimler. Min version manglede disse smagselementer, men smagte lige så udsøgt til trods. I toget på vej hjem var funderede jeg over, hvordan jeg kunne lave den samme creme og genskabe retten med en mælkefri og glutenfri form for “ostesovs”. For den er nem. Den er lækker og noget nær perfekt!

Den version jeg har fået genskabt har desværre mistet dens vegetariske glans, men bacon giver bare et eller andet til smagsløgene. Derfor skal den ind i mit bibliotek over mulige aften-retter. Det fantastiske ved retten er, at det er den slags ret, hvor man bare lige kan tømme køleskabet for grøntsager og undgå madspild.

Ingredienser:
250 gr Glutenfri pasta (de aflange rør).
250 ml Madlavningsfløde af soya.
3 spsk gærflager.
1 pakke baconstrimler.
1 Squash
1 rød peberfrugt.
2 store gulerødder.
2-3 forårsløg.
3-4 store champignoner.
cheddar-lignende ost fra Violife.

Kog pastaerne i forvejen, ikke for meget. Sæt bacon over på en pande og lad det simre lidt. skær alle grøntsager i firkanter og tilsæt det i panden med bacon. Vend det hele let på panden og overfør det i et ovnfastfad. Tilføj pastaen og bland det hele til en stor blanding. Tilføj derefter salt, peber og muskatnød. Bland madlavningsfløden og gærflagerne, og tilføj det i fadet.

Sæt det i ovnen i ca 20-25 min ved 200 grader.

Riv derefter ost over retten og server med brød og et glas rødvin.

Share

De sidste 2 uger har jeg virkelig følt mig heldig og elsket. En god veninde stod lige pludselig og ret spontant og bankede på min dør. Nogle gode venner sørgede for glutenfri og mælkefri kage til mig. I tirsdag da jeg kom hjem efter en heldagstur hos en ven, fandt jeg en pakke i min postkasse: Det var bogen Keep The Path, skrevet af Bobbie Houston og en lille note fra min kusine. #DerErIntetDerSlårGodeOverraskelser, #GodeVennerErGuld, #NuKanJegIkkeMEre.

Og ligesom jeg troede det gik ret godt, havde jeg et par uheld på vej til tapning (af blod) og en sen aften på vej hjem fra en veninde. Det fik mig til at tænke på, om jeg har gjort noget ondt mod nogen, som gør at jeg fortjener sådan et uheld #JegSigerIkkeMere, #BlotAtKarmaErEnKælling, #HvisManAltsåTrorPåDenSlags, #DetGørJegIkke.

Jeg har i flere uger glædet mig til at bære en ny nederdel, jeg havde købt ved Boozt. Den er væk og manden i afhentningsbutikken ville ikke hjælpe mig med at finde ud af om den allerede var ankommet. #JegRefererTilOvenståendeHverdags-indslag, #OnlineShoppingErIkkeAltidVellykket, #DerRøgDenFødselsdagsgave.

Min motivation til træning og projekt Breaking with Greed har i den her uge (måske nærmere seneste tid) været ingenstedsnærværende. Derfor har jeg måttet ty til styrketræning og akut-redning af min konto. #2skridtfremogenmilliardtilbage, #detminforstandvedforstårrestenafminkropoverhovedetikke, #Nugiktræningenligesågodt.

Jeg har i maj besluttet at have slik-, chips- og is-fri måned. Dvs ingen bland-selv-slik, chips med havsalt, mælkefri is. Til trods for at min pung nærmest puster ud over det ræs jeg har foretaget med at klemme disse gode sager i min kurv og nærmest storm-ædt det på vej hjem fra supermarkedet, er det som om at pengene ryger på noget andet. JEg mener, hold kæft hvor er “sunde alternativer” skiiiiiide dyre!!!! #OgRema1000HarTilbudPåMælkefriIS, #JegHarVidstEtTemaOmKarmaKørende.

Share

Jeg er alene. Faktisk er jeg efterhånden vandt til det, og jeg nyder friheden ved ikke at have en partner. På sigt ville det da være rart, hvis der var en der dumpede forbi. Men lige nu er jeg alene og jeg nyder det. Jeg nyder ikke at skulle holdes til ansvar for de skridt jeg tager og de stillinger jeg søger. Jeg nyder ikke at skulle have alle valg jeg tager til at passe i en større enhed. Jeg nyder bare at kunne pakke kufferten og rejse, hvorhen jeg har lyst til.

Men når jeg, som den sidste uges tid og i weekenden, oplever at blive fyldt op med selvtillid og kærlighed i interaktionen med mine gode venner, husker jeg, hvad det er jeg går glip af. I tirsdags dukkede en veninde jeg ikke har set i levende live op ved min bopæl og vi brugte meget tid på at catche op, hænge ud og få vendt de store verdensproblemer (crushes, drikke kaffe, selvværd osv). Da jeg stod på hovedbanegården og vinkede farvel til hendes tog, følte jeg en dyb velbehag, man kun får i den der gensidigt respekterende venskabelige interaktion der emmer af, at man bare holder meget af hinanden. Jeg følte mig elsket, accepteret, respekteret og “opløftet”. Opløftet i den forstand at jeg havde mod på livet. Mod på udfordringerne.

I weekenden oplevede jeg en anden side, jeg elsker ved de mennesker, jeg har omkring mig. Det der venskab, hvor man bare går ind af døren, bare går i skabene og hænger ud.

Det gode venskab er blandt andet det, hvor man ikke spørger om lov. Men bare går ud og tænder elkedlen, imens ens veninde ligger i sit soveværelse og har intro-tid, imens man selv crasher på hendes sofa og ser James Bond film.

Sådan nogle venskaber har jeg et par stykker af! Og nøj, hvor er det himmelsk at kunne dele liv, men også bare hænge ud sammen og hver for sig. Og det er de små ting der gør det. Glæden ved at catche up. Det at føle sig elsket når ens venne-par til en barnedåb har købt lækker kage til én som man kan tåle. Når man får en buket-blomster, eller en tanke over sms fra en ven. Når ens veninde tør pege på ting i ens liv og udfordre en til at gøre noget ved det.

Jeg har valgt at omringe mig med mennesker, der udfordrer, accepterer og omfavner. Mennesker der hver især inspirerer mig til at blive et bedre menneske. Jeg føler mig så heldig at have så mange fantastiske mennesker i livet. Når jeg ser ud på vores samfund i dag, kan konkurrence-genet om at blive den bedste, jalousi og individualisme godt tage overhånd. Det dræner mig for livskræft at skulle sælge mig selv, se bedst ud og den jalousi der opstår, når jeg ikke får det bedste. Så er det fantastisk at kunne tage over til ens venner, trække stikket ud og føle sig elsket.

Så, halleluja for single-livet og så må vi se hvad fremtiden bringer.

Share