14. Oktober 2018

Der har altid været en hvis forventning omkring det. Som om det var dér livet startede. Singlelivet synes at være en landeplage der skal kureres for enhver pris. Eventyret starter næsten altid med at man møder én, der tager én ud af hverdagens trivielle trummerum og befrier én til mere eventyrlige grønne fjelde. Jeg har altid på den ene side forsøgt at leve op til forventningerne, men på den anden fundet dem kedelige. Hvorfor skal jeg defineres af en mand? Hvorfor begynder livet der, hvor man mødes? Man formes vel også af det der sker før?

Hvorfor kan jeg ikke have et spændende liv der måske på et tidspunkt involverer en partner? Hvorfor skal vi snakke om partnerskab, dating og ægteskab som om de er løsningen på et onde i denne verden? 

Men selvom jeg er glad for mit liv, og de muligheder der langsomt begynder at bydes mig, vågner jeg til perioder, hvor følelsen og den enormt tomme, ekko-fyldte ensomhed fylder mig med længsel efter et partnerskab. En sådan periode er jeg i skrivende stund. Det er der hvor end ikke den mest dybtfølte lovsang kan få mit inderste til ikke at sukke og skabe forvirring i en stund, hvor jeg burde vende mit ansigt mod den Gud jeg tror på. Mit hjerte er flyvsk, og jeg kan ikke styre det. Bønnerne er overfladiske, men enkle: “Jeg har brug for dig, nu. Svar mig!” – Men der er blot rungende tavshed. Jeg ved, du er der. Jeg ved, du hører mig. Jeg ved, du ved bedst. Men det gør så ondt.

Der er en sorg i at miste. Reelt at miste. Der er en sorg i ikke længere at kende. Der er en sorg i det, man troede, man havde brug for, men ikke har. Der er en sorg i det man endnu ikke har, hvor man har mistet al håb. Der er en sorg i håbløsheden. Der er en sorg i livet. Men efter enhver sorg, venter der en trøst. Et håb. Et smil.

Jeg kan tælle på én hånd, de mænd jeg har mødt, hvor min første tanke var, “Wow Gud. Der har du virkelig taget dig tid!” Mindre overfladisk og objektificerende falder den fysiske tiltrækning for mig altid sammen med et godt indtryk af personlighed. Det er lige så meget den venlige natur og medmenneskelige omtanke der får mit hoved til at snurre og hjertet til at stoppe et øjeblik. – Og selvom jeg tror på, at Gud har taget sig tid med alle mennesker, falder tanken altid tilbage på mig selv. Ofte har jeg svært ved at tro, at der nogensinde er nogen der kunne se på mig på den måde. 

Jeg husker en aften, jeg tog hjem fra kirke. Det gik op for mig den dag, at se noget eller nogen som smuk er meget subjektivt. Jeg gik hjem med en følelse af, at det må betyde, at der er nogen derude der tænker sådan om mig, selvom jeg har svært ved at tro på det.

Jeg ser mig selv i Charlotte fra Stolthed og Fordomme mere end nogen anden. Selvom jeg hepper på Jane og Elizabeth, er det Charlotte’s frustrationer med at leve op til samfundets forventninger og leve i skyggen af de smukke Bennett søstre, jeg forstår bedst. Det har altid været en nagende tanke, hvad siger folk om mig bag min ryg? Hun er dygtig, intelligent. Det er bare ærgerligt at hun er så normal. Måske er det en kvindes lod. Et ønske om blot én gang at føle sig smuk. Ikke brudekjole, eventyrligt smuk. Men at se sig selv igennem et andet menneskes øjne. 

“He has made everything beautiful in its time. He has also set eternity in the human heart; yet no one can fathom what God has done from beginning to end. “

Ecclesiastes 3:11 NIV

Share

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *