“…(vi) svigter kvinder ved ikke at forberede dem på de udfordringer og det pres, de vil opleve, når de prøver at leve kysk. Vil mange kvinder møde mænd, der forsøger at presse dem til sex? Helt sikkert. Men mange kvinder vil også opleve et pres, som måske føles endnu mere voldsomt og er endnu mere vanskeligt at modstå: presset fra deres egen krop, deres egen lyst. “ Lauren F. Winner i Den nøgne sandhed om seksualitet.

Vi sad med benene svingende ud over kanten på en alt for høj bænk igang med at komme “up to speed” med flere års liv. Hun er en af de personer, jeg ikke har talt med længe, men jeg stadig den dag i dag stoler på. Derfor var det ikke med hviskende stemme, at jeg indrømmede, at jeg nok i øjeblikket kæmper med en del “seksuel frustration” i kroppen.

For ser du, jeg har valgt at vente. Som barn var det sådan det var. Som jeg voksede i livet og i troen var det en helt naturlig beslutning, der for mig lå side om side med det at tro. Men når man er 30+ og ens krop bliver mere og mere bevidst om, at der ikke lige ligger et ægteskab rundt om hjørnet, er det som om min krop er gået lidt i panik.

Det var dog først der på bænken, i min venindes selskab, at jeg blev bevidst om og fik sat ord på, at det nok ikke var så unaturlig en kamp, jeg følte. For da jeg frustreret udbrød, at jeg følte, jeg kæmpede en umenneskelig kamp mellem det min fornuft fortalte mig og det min krop længtes efter, kom hun med den sidekommentar, at…

“…Kvinders seksuelle lyst stiger med alderen”.

Lige siden jeg kan huske det, har jeg haft et helt grundlæggende ønske om, at finde en at dele livet med. Jeg forventede, at jeg havde hele pakken inden jeg blev 30. Jeg har aldrig ønsket at singlelivet skulle strække sig langt ind i voksenlivet. Så da frustrationen voksede over, at det ikke rigtig lykkedes mig at ændre på, og mine venner og veninder begyndte at slå sig ned, førte min frustration ind i en undersøgelse af, hvad det egentlig var, jeg ønskede. Som den akademiker jeg er, begyndte jeg at læse bøger om ægteskabet, og det var i denne jagt på svar, at Timothy Kellers “Det Meningsfulde Ægteskab” blev en chokerende personlig opdagelse.

Jeg vidste efter at have læst hans bog, at hvis jeg skulle giftes, var det dét ægteskab jeg ville stræbe efter. Men hvis jeg skulle være ærlig overfor mig selv, var det nok mere en “McDrive”-løsning der egentlig lå mig på sinde.

Jeg drømte om at opleve, hvad det der “forhold” var for noget, men med den klare underbevidste agenda, at jeg ved førstgiven lejlighed ville finde en billet ud på den anden side og leve det frie singleliv igen.

Det stod mig lysende klart, at jeg ikke var klar og derfor gjorde det mig ikke det store, at jeg var single. Det var som om, de forventninger der lå indgroet i mig forsvandt og jeg kunne begynde at nyde singlelivet og alt det jeg kunne i det.

Jeg har nydt at se mine venner blive forelsket, blive gift, blive forældre og hvad to-somheden har budt dem. Men jeg har også nydt til fulde ikke at skulle stå til ansvar for nogen. At jeg har kunnet være der for menneskerne, jeg har omringet mig med. At jeg til sommer kan pakke taskerne og flyve mod ukendte destinationer, blot fordi jeg har lyst. 

Men i takt med at jeg bliver ældre og det seriøse liv begynder at indbyde sig, er mine perspektiver også modnet og jeg nærmer mig med hastige skridt ønsket om at ville binde mig til et andet menneske. Jeg kommer tættere og tættere på den bevidsthed, som i tidernes morgen stod mig klar, jeg ikke ejede skyggen af. Samtidig kæmper jeg også en indædt kamp imod en krop der biologisk fortæller mig, at uret tikker og tiden går. Det er som om min bevidsthed længes efter de der stille øjeblikke, hvor jeg kunne grine lidt for mig selv over de der kedelige par med hus, stakit, børn og volvo. Men min krop ser kun den intimitet, jeg efterhånden aldrig tror på, jeg kommer til at opleve.

Ved enhver lejlighed den kan finde, spørger min krop, min fornuft, “hvad er det der er så fikst ved det der med at leve i kyskhed?”, “hvorfor er det nu vi ikke må?” og “jeg vil jo bare røre…”.

Hvis det ikke var fordi jeg oplever Guds ultimative beskyttelse og at Gud på ingen måder har ladet min vej krydse med potentielle partnere der har villet presse mig til sex, så er jeg ikke sikker på, at jeg havde stået fast den dag i dag. Jeg er ikke sikker på, at jeg havde kunnet holde fast. 

Jeg er så umenneskeligt træt af løftede pegefingre, der fortæller mig, at jeg skal holde mig på måtten. Jeg er så træt af den der tyssende flovhed der syntes at sprede sig, når jeg prøver at sige højt, hvor meget jeg kæmper imod alt det min krop tror den har brug for. Jeg er træt af folk der bliver ved med at understrege, at man jo også selv skal gøre noget for det. Hvad ved de? De fleste bliver jo gift før de overhovedet var voksne. Ved de hvordan det føles, ikke at måtte og ikke at vide, om man nogensinde kommer til at må?

Men mest af alt er jeg bare så utroligt træt af at kæmpe imod mig selv. Jeg er i sorg over det jeg ikke har fået lov til at opleve og i sorg over den tilfredshed der vil komme, når kroppen giver op med at kæmpe.

Share

Mit sind slog en kolbøtte af lettelse, da det var sivet ind, at aftenens begivenhed var aflyst. Ikke at jeg havde sagt ja af høflighed. Jeg havde faktisk glædet mig. Men min introverte side havde hele morgenen og formiddagen spillet mig et puds. Som en scene fra dr Jekyll og Mr Hyde, kiggede mit uforudsigelige introverte sind frem fra dets gemmer og meldte sit ankomst med en følelse af ikke at kunne overskue weekendens begivenheder. Alt hvad det havde lyst til var at nulre rundt, drikke light cola og spise glutenfri grove toastbrød med Becel (istedet for smør).

Hele ugen har mit sind slået knuder og skabt unødvendige neuroser over de nye kapitler jeg har åbnet på livets vej. Min introverte del af min personlighed har måttet lide under at starte et nyt sted og skullet lære nye mennesker at kende. Energien har langsomt sivet ud af mig og efterladt mig uoverskueligt træt. Al min energi har gået på, at forvisse mit sind om, at alle de problemer min fantasi kan finde frem, ikke kommer til at være tilfældet. Alt imens tiden som titusind vilde heste skubbede mig frem, har jeg selv fumlet med hænderne, for at trække i håndbremsen i et ønske om at kunne tage 2 sekunder for at komme op til overfladen og kunne følge med. Så da mit introverte sind’s grumme ansigt dukkede frem fra dets skjul som en eller anden Mr Hide, eller Hulk, havde jeg i et split sekund lyst til at græde over hvor uoverskueligt det var, at jeg skulle være ekstrovert om 8 timer (!!!!). For selvom der syntes at være god tid til at slappe af, drikke falsk cola, vande okidéerne og lytte til “Of Mice and Men” på lydbog, syntes min indre introvert at dette var langt fra nok.

Det lyder som om jeg bare slet ikke ville afsted i aften, og selvom mit indre jubler over ikke at skulle hive ekstroverten, og nyligt forfremmet netværker, frem, er det slet ikke tilfældet. Sandheden er, at jeg jubler over at kunne pleje min introvert, for at samle overskuddet til at møde verdenen endnu engang i morgen og ugen der kommer. For at kunne møde min veninde til en anden aften hun vælger med overskud, og kunne hive sjove Kat frem. Sjove, imødekommende og overskudsagtige Kat, der gerne vil lære flere nye mennesker at kende.

At være delvist introvert, delvist ekstrovert er ikke så lige til. For ligeså meget som jeg faktisk nyder at møde nye mennesker og udfordre min indre introverte, tryghedsnarkoman, ligeså meget bliver jeg nødt til at pleje mit introverte indre, for at kunne møde verdenen med overskud. Jeg er bare ikke altid god til at finde den balancegang der gør at weekenden ikke vælter på grund af små ekstroverte skridt jeg må tage.

Med disse ord vil jeg lukke computeren, lytte til “Charlotte’s Web” på lydbog (den anden er allerede færdig) og gå ud og smøre mig endnu en mad, imens jeg glæder mig over bare at skulle have pomfritter med mayo til aftensmad foran fjerneren. Ekstrovert er for en kort stund: Over and out!

Share

25/2-2017

Som om en eller anden på TV2’s redaktion havde haft en forudanelse om dagens begivenheder, havde TV2 udgivet en artikel der fik mig til at grine og mindes den mand som var min morfar. “Derfor drejer verdens største fragtfirma (næsten) aldrig til venstre“, mindede mig om, min morfars erklæring om, at han ikke drejede til venstre og kun til højre. Jeg ved ikke om hans argumenter var de samme som UPS. Men dengang morede det os i min familie. Denne dag blev denne artikel et lille minde om en mand der altid havde en besynderlige idéer, men altid kun ville os det bedste. Også selvom man ikke altid forstod hvad det så var. Denne morgen erfarede jeg, at min Morfar var død.

Døden syntes at have taget sit indtog i mit liv på mange måder. Det er som om man ser dens triste manifestation i ens liv mere tydeligt, når man selv har haft den tæt inde på livet. For mit vedkommende er det over 4 år siden, jeg mistede min egen far til en blodprop i hjertet. Han blev kun 50 år.

Jeg husker min morfars sammensunkne væsen siddende i sin bils passagersæde, alt imens jeg drønede i deres lille røde lyn. For sådan var det typisk hvis mormor og morfar skulle besøges. Morfar hentede mig ved stationen og jeg kørte bilen. En gang kom jeg til at køre over for rødt – eller taxa rødt som vi kalder det. Jeg husker tydeligt at vende mig og sige “Undskyld Morfar”, hvortil hans svar var, “vi er alle sammen syndere”.

Og sådan er der sikkert flere minder der kunne nævnes om denne, for dig, kære læser, ubetydelige mand. Mit sidste besøg hos mine bedsteforældre, bemærkede jeg en forandring hos dem. Min meget magre morfar var bundet til en hospitalsseng grundet mange forskellige ting. Da morfar slog øjnene op denne dag, mødte hans blik min mormors og hans ansigt lyste op. Han rakte hånden ud mod min mormors ansigt, aede den mens han indtrængende spurgte til, hvordan hun havde sovet. Min bror, min mor og mig selv stod som naglet ved døråbningen. På et tidspunkt kiggede jeg væk, for – det var vel et privat og intimt øjeblik.

Jeg tror på at der er mange gode ting i vente for min mormors fremtid – en kvinde jeg beundrer dybt. Men lige denne weekend, var der en mørk sky ind over vores liv – om vi var enige med ham eller ej. Dødens grumme tag havde endnu engang prikket til mit liv selvom det ikke var lige så chokerende en oplevelse som med min far.

Farvel Morfar.

Share