Sorgen har vist sig fra sine mange sider i mit liv. Det at miste er en oplevelse der allerede har manifesteret sig i mit liv. Den største sorg har været at miste min far og imens andre måske ville vende sig bebrejdende mod Gud, har sorgen overbevist mig om, at jeg ikke er skabt til et midlertidigt liv, men et liv i evighed. Det faktum at mine tanker, mit væsen ikke kan gribe sig fast i sorgen og vende mig til den som en del af livet, et faktum man ikke kan komme uden om. Det at jeg aldrig rigtig lader sorgen komme ind under huden og påvirke mit nuværende liv. Det har overbevist mig om, at Gud aldrig har ønsket, at det skulle være en del af hans tanke med os og ønsker for os.
Men sorgen har mange skygninger. Den opstår ikke blot ved livets slutning, hvor man siger farvel til et stort menneske i ens liv. Den opstår i mange dele af livet.
Et farvel til et tidligere liv. Et farvel til et venskab. Et farvel… Når nye ting, mennesker og oplevelser opstår i ens liv, har det i mit liv altid bragt et farvel til noget andet eller nogle andre.
Det behøver ikke altid være sådan, men nogle gange er det et grundvilkår i livet. Det betyder ikke, at de mennesker jeg engang holdte af, ikke længere har en plads i mit hjerte. Det betyder bare, at når jeg konfronteres med dette farvel, der ikke altid har været så indlysende i første omgang, bliver jeg mødt af en sorg. Her er et menneske jeg holdte af. Her er et venskab jeg satte pris på. Men på grund af andre, nye omstændigheder, har jeg ladet det flyde ud i sandet. Lige så langsomt har jeg ladet det forsvinde uden egentlig at have tænkt det store over det.
Imens jeg ser mig tilbage og mindes det vi engang havde. Alt imens jeg anerkender, at jeg ikke længere kender dig som jeg gjorde engang. Alt imens jeg giver slip, er alt jeg kan sige er: “Rest in Peace friendship” indtil vi får en ny chance for at lade det vi engang havde genopstå.
