Jeg gider snart ikke svare på det mere. I enhver social relation kommer de op. Jeg har desværre snart været arbejdsløs i et år, og det har ikke just været den mest opløftende oplevelse. Somme tider tager det al mit overskud at sige: “Det kommer på et tidspunkt”, andre dage tror jeg på det og siger det med den største overbevisning. Men der er specielt to replikker jeg er specielt træt når jeg bevæger mig i sociale relationer:
- “Nå, hvordan ser det så ud på jobfronten?”: Imens jeg somme tider bruger al min energi på, at komme med frem til det høflige svar på: “Det er noget lort at være ledig”, kan jeg ikke lade være med at tænke, om du ikke nok ville være meget bevidst, hvis jeg havde succes på “jobfronten”. Jeg mener, for mig ville det være en sejrsgang med armene permanent placeret over hovedet, i det øjeblik jeg træder ind ad din dør!
- “Husk at nyde friheden”: Er det frihed at være bundet til dagpengesystemet og ingen lys at kunne ane for enden af tunnelen? Jeg mener de fleste ting man kan gøre i sin frihed er som regel noget man skal bruge penge på og har du nogen som helst anelse om hvad man får på dagpenge? Og ja, jeg er da heldig, at dagpengene langsomt forsvinder efter hver måned, og en ny rolle som kontanthjælpsmodtager spøger over mig og giver mig stress. OG, hvordan kan man nyde situationen når alt man vil er at arbejde, være passioneret, få noget udrettet, og komme ud af den økonomiske strammedragt jeg sidder i nu?! Btw, så bliver frihed umenneskeligt kedeligt på et tidspunkt og jeg har brug for noget at lave og udvikle mig, og ikke have oplevelsen af at min hjerne er ved at forvandles til en ubrugelig suppe ligesom med den der “Teller” gør det mod uindbudte indtrængende på bank-planeten Karabraxos i Doctor Who!
At jeg er arbejdsløs var ikke et valg jeg tog. Det var en naturlig konsekvens af at færdiggøre sin uddannelse. Min erfaring indtil videre fortæller mig at meget af det, at få et arbejde handler om held. At være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt og snakke med de rigtige mennesker. Og alt imens jeg venter på (læs: forsøger at fremskynde processen ved at være så mange steder som muligt) at jeg tilfældigvis er heldig at være den der står på det rigtige sted overfor det rigtige menneske og gør et godt indtryk, gider jeg ikke høre på hvor heldig jeg er.
Nogle gange er den bedste taktik, at knytte sylten og snakke om noget andet end min arbejdsløshed – jeg skal nok selv bringe den på banen, hvis jeg har lyst til at snakke om.
