Jeg har altid godt kunne lide at danse og lege i køkkenet. Men min mad- og kage-passion spirede først for alvor frem da jeg blev konfronteret med en brat beslutning om at ændre alt jeg spiste. Da jeg først trådte ud fra speciallægen, så jeg madvarer og retter jeg pludselig ikke kunne spise for mig i deja vue, som en person der går planken ud. I første omgang var det i hvertfald sådan det føltes. Men efterhånden som jeg har ændret hist og her, lært alternativer til gluten og mælkeprodukter er jeg faldet pladask for livstilen. Derudover har det haft en masse lækre sidegevinster jeg ikke troede jeg havde problemer med. Det føltes som om min krop ikke skulle anstrenge sig længere, men for engang skyld kunne trække vejret frit og nyde livet. Mange af de “mekanismer” jeg før havde tolereret, var ikke længere et problem. Jeg mistede faktisk en masse overskydende vægt, uden at dette egentlig havde været meningen med diæt forandringen. Og pludselig var det at træne ikke en pestilens længere. Ikke at jeg pludselig var begejstret for at skulle træne, men det at tage en løbetur blev nemmere og jeg kunne pludselig mærke min krop imens jeg trænede. Jeg blev klar over, at jeg før følte det som om, jeg havde haft en sumo-bryder-dragt på hver gang jeg havde berørt noget som havde med træning at gøre.

Men mest af alt spirede en begyndende kærlighed for at eksperimentere i køkkenet frem. Jeg lod mig inspirere af mange forskellige mennesker, der på forskellige måder formåede at gøre omstillingen nemmere. Og idag tænkte jeg, at jeg ville dele min top 5 over kvinder der har inspireret mig, til anderledes retter, kager osv. Nogle af kvinderne er som mig: Glutenfrie. Andre er veganere og derfor naturligt uden mælkeprodukter. Så hver især bringer de noget nyt ind i min kost og lærer mig at tænke anderledes. Men til fælles er de alle fantastiske kvinder, hvor køkkenet er deres egen personlige legeplads. De har alle inspireret til mit eget udvalg af mad og jeg har endda tilføjet opskrifter der har været en direkte inspiration fra disse kvinder. For som jeg tidligere har understreget er opskrifterne tilføjet her ikke mine egne. Det er opskrifter hvor jeg har ændret lidt hist og her, så jeg kunne spise dem uden bekymringer og derfor tilføjet i mit eget “bibliotek”, om man vil. Blot til orientering.

  1. Michelle Kristensen. Du kender hende nok fra Go’morgen DK eller fordi du har været på en af hendes bootcamps. Hun er for tiden min nummer 1 inspirationskilde og jeg har selv anskaffet mig hendes bøger: “Spis og træn efter din kropsform” og “33 søde pauser helt uden sukker”. Forventer engang i fremtiden at anskaffe mig “MK Løbecamp også”! Jeg elsker hendes opskrifter, fordi jeg ikke skal tænke i erstatninger til gluten og brød og så elsker jeg at de er sunde og velsmagende. Det eneste minus er at hun har stadig mælkeprodukter i nogle af opskrifterne, og der må jeg ud og tænke alternativer. På grund af MK har jeg næsten altid frosne bær og bananer i nærmeste rækkevide i tilfælde af, at jeg har lyst til is!
  2. Deliciously Ella, er en engelsk kvinde som af helbredsmæssige årsager har måttet ændre sin kost. Hendes opskrifter er vegetariske, og uden hvede og raffineret sukker. Det er en side jeg først har fundet for nyligt og jeg har blandt andet ladet mig inspirere af hendes simple tærte-opskrift. Jeg er dog ikke selv vegetar eller veganer, men det faktum, at hun har opskrifter der er uden mælkeprodukter og uden hvede gør, at jeg meget langt hen af vejen kan være med og I LOVE IT!
  3. Englerod af Johanne Mosgaard er endnu en blog som er super spændende og meget inspirerende. Hun er veganer og derfor er mælkeprodukter naturligt fraværende fra alle opskrifter. Til gengæld skal man tænke i alternativer, når det kommer til gluten. I de fleste tilfælde, har dette ikke været det største problem og jeg har kunnet drage nytte af egne erfaringer med de forskellige alternativer jeg har haft inde over mit eget køkken som alternativ til hvedemel. Johanne Mosgaard har gang i mange ting og jeg vil helt sikkert anbefale at du kiggede forbi hendes blog!
  4. Fri Mad er en blog af Ane og hun er til gengæld ‘full on’ glutenfri og mælkefri! Jeg er selv ret stor fan af hendes jordbærtærte! Den har jeg lavet MANGE gange hen over de lune somre og til fødselsdage. Mine venner der laver mad til mig, kigger også på hendes blog til inspiration. Fx har jeg flere gange fået hendes lækre peanutbutter kyllingefileter. Her kan du ikke gå galt i byen, men jeg ville stadig sørge for at kigge på varedeklarationerne når du køber ind efter hendes anvisninger. Nogle af varerne som hun henviser til som glutenfrie er det ikke længere.
  5. Madbanditten aka Jane, er en blog jeg fik øjnene op for af andre veje. En veninde jeg har som lever efter LCHF kom forbi en weekend og jeg skulle finde nogle lækre opskrifter vi begge kunne dele. Jane’s side var fantastisk og nem at overskue – samtidig med at det faktisk ikke var så synderligt svært at håndtere de eventuelle gluten- og mælke-forhindringer der måtte være. Hun laver virkelig nogle lækre opskrifter og jeg elsker hende især fordi der ofte er BACON med i nogle af dem. Jeg er selv blevet svært glad for en chokolade-budding jeg lavede fra hende engang og en bacon/broccoli/pølse-ret jeg fandt til morgenmaden! Har jeg nogensinde fortalt dig, læser, at jeg er svært glad for bacon?
Share

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *