Modet forlod mit sind i et split sekund. Lidt som når man mister luften af en mavepuster. Den her sag er virkelig ved at hænge mig langt ud af halsen. Det hjælper ikke noget, at de breve, hvorudfra jeg skal finde ud af, hvad jeg skal gøre for at løse det hele, ikke ligefrem skærer tingene ud i pap. Jeg er akademisk uddannet, men paragrafisk skrift er ikke ligefrem mit speciale.

Det er også som om at enhver henvendelse jeg foretager mig tager mig 2 skridt frem og 1 tilbage. Hver gang har der været en i den anden ende der ikke helt har kunnet forstå frustrationen og peget mig et andet sted hen. Når jeg så har fulgt deres anvisninger, peges der tilbage til udgangspunktet.

Lige nu kan jeg ikke gøre så meget. Andet end at jeg kan trøste mig med, at jeg gør, hvad jeg kan. Jeg gør, hvad jeg kan for at få løst den hårdknude mig og dagpenge-systemet er kommet i. Jeg gør, hvad jeg kan for at komme ud af dette irriterende system. Jeg gør, hvad jeg kan for at holde modet højt og hele tiden udvikle mig, i min dans med dagpengesystemet og job-mulighederne.

Jeg gør, hvad jeg kan. Men lige nu. Lige nu er det ikke godt nok.

Så nu vil jeg drikke de sidste mørke dråber af min trøste-Cola og snørre træningsskoene i et håb om at en god omgang træning vil være vejen frem for at bokse frustrationen ud af kroppen og holde fokus på de ting der kan være min vej ud af et frustrerende dagpenge-system.

Share

Snart kan jeg skrive 1 år som arbejdsløs på CV’et. Jeg er sikker på at nogle af mine læsere på nuværende tidspunkt vil skære ansigt og komme med et argument om, at det ikke er så godt at skilte med det. For det er vigtigt at vise arbejdsgiver, at man er aktiv. Hvilket jeg sådan set også er. Men det er langt fra pointen her.

I mit første år som arbejdsløs har jeg lært en masse. Et utal af ansøgnings- og CV-kurser og feedback-møder har lært mig, at det er meget individuelt, at skrive et CV eller en ansøgning. Man kan aldrig gøre det rigtigt. Der er altid et eller andet, en eller anden ikke kan lide. Det ene øjeblik skal man ikke skrive, at man er arbejdsløs (selvom det meget hurtigt fremstår af ens CV) eller at man er nyuddannet (henviser til tidligere kommentar). Desværre for mig, har et væld af arbejdsløse i København været til de samme kurser. Ikke ligefrem lovende for mit ønske om at stå ud og være den der unikke ansøgning som lige bider sig fast i HR-medarbejderens bevidsthed.

I dag sad jeg i et meget givende møde. Et råd jeg fik var, find det der er unikt for dig, og brug det. Alle går til informationsmøder med arbejdsgivere, sender uopfordrede ansøgninger og opfordrede. Det handler om at være den ene der sætter nysgerrigheden igang. Desværre har vældet af møder ved a-kassen og job-centret ikke ligefrem sat det fokus. Selvom det er blevet sagt flere gange, er det ligesom om at dét kursus som et jobcenter skilter med vil gøre den store forskel for mig, vil jeg hos et andet center kunne finde samme elementer i et kursus, der skilter med at være unik. Og alt imens jeg render rundt og tror at, det at gå til kurser ved jobcentret og a-kassen skal hjælpe mig med at fremstå unik, gør det mig bare som én i mængden. Som en del af den homogene bølge af akademikere der hvert år kæmper for at få et arbejde.

Så nu er det tid til at gøre noget andet. Noget nyt. Det er tid til at satse på de sider af mig selv som jeg har sat til side til fordel for jobsøgning. For ærlig talt, er det tid at sætte håndbremsen i overfor de ensfarvede, grå bølger af jobsøgende og skrabe i de grå overflader og ind til farverne i min personlighed.

Wish me luck!

Share